søndag den 30. december 2018

GODT NYTÅR MED BLANDEDE BOLCHER!

~ ♥ ~



En stak ´blandede bolcher´ fra året der er gået! - Et år med masser af eventyr for mig - b.l.a. ture til Kina i flere omgange, Berlin, Amsterdam og Hamborg. En varm sommer herhjemme med strandture, camping, terrasseliv og tosomhed med mit lille yndlingsmenneske. Han er slet ikke så lille mere - Hector startede i skole i August, allerede nu skriver han små søde sedler til mig!

Jeg gik ind til 2018 med håb og drømme for året - på fineste vis er så meget blevet indfriet med et nyt og lyst køkken, og vigtigst masser af hjerterar tid med de bedste mennesker i mit liv. Jeg har endnu ikke fundet 'den store kærlighed' :) , til gengæld har jeg fundet ro og er ´landet´i mit lille hus og i min tilværelse som alenemor. Det gør mig glad og giver mig powerfølelse helt ind i maven.

Jeg glæder mig til det nye år! - Jeg har besluttet hverken at sætte mål eller sådan nytårsforsæt, i stedet vil jeg lade mig overraske, se frem til stort og småt, og gøre mit allerbedste for selv at skabe et farverigt og dejligt år. 

For nu vil jeg ønske jer en skøn aften, og selvfølgelig sende glimmerstøv, knus og et TUSIND TAK i jeres retning, fordi I klikker herind - det betyder meget mere end I ved! 


Kom godt og sikkert ind i 2019 - vi ses på den anden side ♥
















Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram

fredag den 28. december 2018

DECEMBER RULLEN!



December løber hurtigere end en softice på en sommerdag, og selv mit kalenderlys har ikke kunnet følge med. Julepynten er pakket tilbage på loftet til hyggeligt gensyn om et års tid. De sidste par uger har været fyldt med dejlige mennesker, fest, arbejde, besøg af min søster, juleknas og magi. I dag er der solskin i haven, og Hector og jeg holder fridag uden planer. 

Jeg håber, I har haft en dejlig juleaften med jeres nærmeste. ♥ Vi holdt jul sammen med Hectors far, hans og min familie - jeg er taknemmelig for at det kunne lade sig gøre på den måde - Hector var glad, det var en rigtig fin aften.  

Dejlig dag til jer!




~ Det fineste lystæppe over byen ~




Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram

lørdag den 27. oktober 2018

SMUTTUR TIL HAMBORG!



En håndfuld dugfriske billeder fra kamerarullen. Blandede bolcher. Jeg er netop vendt hjem efter 3 dages eventyrs-getaway i Hamborg med min søde veninde. Dage der fluks må gemmes og huskes her i min lille krog af Internettet.
Det kan fra hjertet anbefales at lade Hamborgs hyggelige byliv være håndbremsen i hverdagens hamsterhjul. Vi har storhygget, slentret rundt i de mange gader, drukket øl og latte og haft shopping og madforkælelse som ekstra ferieboost. Jeg er helt høj på efterårstur og gode snakke - sådan helt ind i maven-rart! 
Hamborg vokser på mig, den er på vej ind på min favoritliste af smutture -jeg må snart af sted igen! Jeg har flere forskellige lækre steder jeg gerne vil vise jer derfra - men jeg samler det i små portioner, så I ikke drukner i storby! :) 


I morgen kommer Hector hjem efter 16 dages ferie med sin far. Både Kina og Hamborg har holdt savnet lidt nede, men det bliver godt at få ham hjem. Vi har begge mange oplevelser at dele med hinanden, allermest glæder jeg mig til kys, kram og sofatid. 



Dejlig aften til jer,












Follow from / Facebook / Bloglovin' / Instagram
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...