Har I ikke læst med i læseklubben denne gang, så kan I godt læse nærværende indlæg alligevel. Det er ikke en bog, hvor man som sådan kan spoile. Til gengæld er der masser af smagsprøver i form af uddrag og citater, som man kun kan blive klogere af.

Mine forventninger til Dage med mildhed modgang og mirakler var tårnhøje. Intet mindre. Jeg knuselsker Papmachéreglen af samme forfatter og håbede så inderligt, at nærværende bog var mere af samme skuffe.

Derfor blev jeg til at begynde med lidt skuffet. For det her var jo slet ikke Papmachéreglen. Og godt for det skulle det vise sig. Jeg havde jo forpligtet mig til at læse bogen til ende, nu hvor den var med i læseklubben. Heldigvis. For Dage med mildhed modgang og mirakler er noget af det fineste, morsomste og rareste, jeg længe har læst. Som en poesibog af livskloge betragtninger, krydret med bid og kanelgnufler til overpris. Og et allerstedsnærværende magisk drys glimmer og taknemmelighed, der gør det, til den perfekte opfølger til Papmachéreglen.

Formen er dog helt anderledes. Heldigvis. Det ville jo egentlig være kedeligt at betale for den samme bog to gange. Dage med… er skrevet som en almanak, en evighedskalender. Og der er (befriende nok) dage til det hele, til at pleje sig selv, til at forkæle andre, til at være glad og til at være ked. Dage til at være helt flad, dage til at nå det hele og en enkelt (men kun en enkelt!) pjækkedag.

I alle dagene gemmer der sig kærlige formaninger, stor fællesskabsfølelse, medfølelse og tilmed en hel del opdragelse af læseren, altsammen serveret noget så elegant.

Det er nærmest en hel lille håndbog i moral, etik og det at være menneske. I ikke at tage alting (og slet ikke sig selv) for alvorligt, men alligevel begejstres og glædes over alle de små mirakler.

Hvad kunne I allerbedst lide ved bogen?

Selv blev jeg både rørt og måtte trække på smilebåndet flere gange undervejs. Både når det var andre typer, jeg kunne genkende som stående for skud, men bestemt også når pilen pegede mod mig. Mit eksemplar er nu fuld af æselører, fordi jeg syntes bogen indholdt så mange guldkorn, jeg gerne ville kunne finde tilbage til, men aller-allerfinest var 31. december. Så den har jeg tilladt mig at gengive i sin fulde længde her. Så sandt, fint, livsklogt og rummeligt. Og fuldt af blidme:

“Nytårsaftensdag. Måske er I alene i aften jer tre, du og din elskede og jeres nyfødte barn. Måske skal du til fest i fin kjole med slæb og tiara. Måske er I nogle gode venner fra efterskolen, som laver sammenskudsgilde. Måske falder du i søvn på badeværelsesgulvet inden tolv og går glip af fyrværkeriet. Pyt. Der kommer andre nytårsaftener, og du skal nok komme til at opleve alt det fyrværkeri, du ønsker i dit liv. Husk sikkerhedsbrillerne, for du skal bruge dine øjne til at se med. Der er nemlig meget, der venter dig. Smukke smil. Skove og bjerge. Hunde og katte og dejlige børn. Din elskedes ansigt på perronen, når du kommer hjem fra en rejse. Og du skal se på dig selv og prøve at se forbi det udenpå, forfaldet, som rammer os alle. Det betyder ikke noget. Vi er bare nogle sjæle, som har fået en krop på. Det gør intet, at den på et tidspunkt mørner og skrider lidt i sømmene. Glæd dig til næste år, men glæd dig især lige nu. Lige præcis nu, hvor du er en sjæl her midt i evigheden. Alt er godt, alt er nu. Og ja, der kommer andre dage. Onde dage, triste dage, smertedage og mørke sjæledage. Men i dag er en vidunderlig dag.
Og i morgen er der atter en dag og atter et år.” , s. 479.

“Vi er bare nogle sjæle, som har fået en krop på.” Ahmen det er så genialt, at jeg har lyst til at få det tatoveret. Sådan kunne vi godt tænke lidt mere allesammen ♥

Var der noget, der irriterede jer?

De der ‘atterdage’. Jo, jo jeg forstod godt pointen om at det hele nok skal gå, der er altid en dag til og så videre og så videre. Men jeg syntes nu også det var lidt billigt sluppet. Men det er måske bare mig, der er grådig og ikke kan få nok af den Joof’ske visdom og derfor føler mig snydt over de magre sider, der også var i mellem alle de fede.

Hvad syntes I om almanakformen?

Indrømmet så var jeg ikke så vild med den først. Jeg syntes den var abrupt og flyvsk og savnede sammenhæng og en vant form. Jeg er nok bare en prosapige og heller ikke særligt god til at læse digte. Noget der faktisk irriterer mig lidt. Og derfor er det også godt at bide skeer med en anden form af og til. Så da jeg havde sluttet fred med almanakformen og prøvede at kigge efter positive sider ved den i stedet, så kunne jeg godt lide følgende: Den er herligt uforpligtende. Man kan læse en enkelt dag eller 50 og man kan slå ned lige hvor man lyster. Og den er også nem at finde tilbage i efterfølgende og bruge som et lille opslagsværk i livet efter behov.

Faktisk fik jeg til slut en kæmpe lyst til at prøve at leve efter den i et år. Altså gøre de ting, den foreskriver på de respektive dage. Også selvom det er et kuldsejlet projekt fra start og slet ikke er intentionen med bogen. Man kan jo kan foregribe at være syg/bange/mast/ked eller endda ledig på de rigtige dage. Men man kan til gengæld godt lave regnskab, være blid, pjække, være umådeholden, rydde op, feste eller være mere nærværende på kommando. Man kan i alle tilfælde prøve.

Var I også lidt fristede til at bruge den som en slags opskrift for jeres liv? Altså dag for dag.

Jeg glæder mig sådan, til at høre hvad I syntes om Dage med mildhed, modgang og mirakler. Tag udgangspunkt i spørgsmålene ovenfor eller fortæl om noget helt andet, der rørte dig, gik dig på, gjorde dig opstemt eller som du lagde særligt mærke til og del det med os andre i en kommentar til dette indlæg.

I næste omgang af læseklubben læser vi Syv Sind. Den kan du læse mere om her.

Og lad os så lige slutte af med endnu en stak guldkorn og godbidder fra Dage med mildhed, modgang og mirakler. Om ikke andet så for at jeg selv kan huske dem.

“Ja, jeg er bekendt med, at du har taget en lang videregående uddannelse, men vi må alle ud og hugge sukkerrør en gang imellem.” s. 109 om ledighed.

“For sent-mantraet skaber angst, apati og mistrøstighed, og så bliver det for sent. Vi må iføre os kampgejst og disciplin og håb.” s. 117 om dommedag.

“Der findes kun to måder at leve livet på. Den ene er, som om ingenting er et mirakel. Den anden er, som om alting er et mirakel. Albert Einstein. Hvis han siger det...” s. 149 om mirakler.

“Medfølelse binder os sammen, medlidenhed skiller os ad. Måske er det medfølelse der får os til at handle. Medlidenhed får os til at føle os gode, men gør os passive.” S. 186 om medfølelse.

“Hverdagene er der flest af, så find glæden i dem. Glæd dig når du sætter varer i køkkenskabet. Når du hænger vasketøj op.” s. 230 om hverdage. (Og læs lige resten af den dag, hvis I sidder med bogen, det er skægt).

“Der er intet nærvær i sociale medier. Sociale medier er det modsatte af nærvær.” Av… s. 263 om nærvær.

“En ting ad gangen. Nej for resten, du må gerne rense ører med en forsigtig vatpind, mens du skider. men kun fordi det føles rart.” s. 315 om kun at lave en ting ad gangen.

“Og jeg vil lige indskærpe en ting, som mange har glemt i vores velfærdssamfund] …. [Vi skal ikke allesammen have det samme, eller lige meget, for den sags skyld. Jeg skal ikke have tilskud til min datters efterskole, hvis jeg har en god indtægt. Middelklassens børn skal ikke have S.U. hvis de bor hjemme hos deres curlingforældre. Dem der ikke kan klare sig selv, skal hjælpes ordentligt, og det er der ikke råd til, hvis vi, der kan klare os selv, skal have alt muligt af staten , som vi selv kunne finansiere.” Halleluja! s. 350 om barnets første sygedag.

Har I andre yndlingspassager? Så del dem gerne i kommentarfeltet :)