Man får den der fornemmelse, der mangler noget ...

Dette er Rådhushaven i Korsør. Et dejligt lille hjørne med græs, roser, et majestætisk kastanjetræ, en fin skulptur og et glimrende udsyn over et af byens befærdede hjørner.

Der er altid luftig skygge under kastanietræet, der nærmer sig Yggdrasilske proportioner og nærmest er et lille økosystem i sig selv - med fugle, lav, efeu og andre gode sager.

Skulpturen står der til minde om en kommunalt ansat, der som mange andre beboere i en mindre provinsby holdt meget af en lille snak i ny og næ - og er faktisk ret god, synes jeg ...

Rosenbedene er fantastiske i juni og juli! Her i maj er de stadig ved at samle kræfter, men det går i den rigtige retning!

Og så er det jeg spørger: Er den der plet skygge ikke det ideelle sted at placere en bænk for de af os, der IKKE partout vil stege i solen? Som gerne vil have et køligt sted at sidde og samle kræfter og få humøret på plads efter at have kæmpet sig gennem Føtex? Hvor man kan se på noget smukt og gennemtænkt, der IKKE handler om merkantilisme og overforbrug?

Jeg savner en skyggebænk i den lille have.

Veloverstået julemarked

Det er altså stemningsfulde lokaler, vi har her i Magasinbygningen - ikke svært at lave et godt marked i de rammer!

Selv når folk vælter ind, skal der virkelig meget til før det føles trangt.

Sanne fik lært en del unger om det lækre i at lege med hønseringe, ind imellem kunderne.

Lisbeths smykker udvikler sig - hendes ravinsekter er fænomenale.

- og Isas lys er så smukke som altid.

Der var mange nisser, mange dekorationer, skøn keramik og lækker porcelæn - grumme godt og grumme grufuldt mellem hinanden, så der var for enhver smag.

Skamløs reklame!!

Den kommende weekend vil jeg være at finde her:

" Jul på Fæstningen" d. 24. og 25. nov.

Hvis man scroller ned ad siden er jeg at finde på det næstnederste billede, MED rundpind.

Om ikke andet er det en lejlighed for en udflugt til provinsen, med æbleskiver, rollespillere, kaffe og gløgg, samt et par håndfulde aktive kunsthåndværkere. Vi har en fænomenal trædrejer ...

Søndagstur i småregn

- ad snoede veje i det vestsjællandske -

- hvor vi endnu engang konstaterede, at Moder Natur er den eneste der kan slippe godt fra sådanne farvesammensætninger -

- til det, det hele drejer sig om: uld fra en af de bedste Spelsaubesætninger jeg kender.

Næste års vædder. Eftersom mange af moderfårene er sorte kommer det til at se interessant ud!

Billeder af ulden kommer til at vente til jeg kan tage dem i dagslys. Der er alle farver fra ren hvid over henna og peberkagebrun til ren grå og ublandet kulsort. Der er godt garn i vente!

Hvad er dit kulturelle udbud?

Ovre hos Rasmine har vi smådiskuteret det der med at 'lige komme forbi', som jo (gudskelov) stadig er god latin i provinsen.

Så stillede hun det logiske spørgsmål om det kulturelle udbud i små byer - og jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre fra jer andre herude i det provinsielle hængedynd.

Jeg bor i en provinsby med knap 20.000 indbyggere, og et skrumpende beskæftigelsesgrundlag. Vi har altid været en lavindkomstby - med enkelte spektakulære undtagelser - og udbuddet har båret præg af det. Meget mainstream. En byfest med omrejsende tivoli, kræmmermarked, og centrum i et værtshustelt med billigt tyndt fadøl og blokvognsbands. En bif, der kørte med sidste års film til lav entré. En lammende fiksering på fjernsyn, fadbamser og for-fordøjet nydelse.

I løbet af de sidste ti år er der sket meget. Vi har nu et galleri/kunststed i en 1700talsgård, istandsat for indsamlede midler. Nye udstillinger af ikke-mainstreamkunstnere hver måned, og fribolig til 1 billedkunstner og 1 musiker for to eller tre år.
Vi har en bif, der drives af frivillige - dvs den skal løbe rundt eller give et lille overskud, ikke lave maks-profit til en enkeltejer eller kæde. De frivillige lægger et hestearbejde i at skaffe dels premierefilm, dels 'smalle' film til huse, så der er oftest god grund til at kigge på lokaludbuddet først.
Vi har et mylder af unge, der via den lokale musikskole dyrker musik på højt plan - og som finder sammen i overraskende konstellationer når de slipper musikskolen.
Vi har et bibliotek, som lægger et kæmpearbejde i kulturformidling ud over bøgerne, med udstillinger, workshops, børneteater og debataftener.
Vi har nogen omgivelser der opfordrer til sommerkoncerter i alle genrer - Kongegårdens have har lagt græs til alt fra Dixieland-jazz over operakoncerter til lokale amatører.

Og når det lokale udbud ikke slår til er hovedstaden kun 1 time væk pr. tog, hvilket man (vi) takket være pendlerkortet ofte udnytter. Faktisk er det min opfattelse, at vi oftere benytter Københavns kulturudbud end folk der bor midt i det ....

Søndag i sol

- på Trelleborg sammen med Lotte og hendes veninde Eva, samt Sammy. Vikingemarked, en velpakket picnicrygsæk, sol og blæst, og en søndag uden øvrige planer.

Lykke.

Og ham med duftene var lidt lækker ...

Gåturen i selve borganlægget var (som altid) en lettere spooky oplevelse. Man blir så lille, og der blir så stille omkring én. Spover, får og vinden der hvisker i tidslerne - andre mennesker fylder meget lidt. Og vi, der husker at ha' siddet på voldkronen ved solnedgang og fornemmet historiens vingesus nyder oplevelsen endnu engang.

- og så sluttede vi af med mega-is på Skælskør havn.

Festlige feriedage

Det er ferie, og der er (sporadiske) ophold i regnen.

Det er stort at ha' en hel uges ferie inden man starter i nyt vikariat.
Den er brugt på at læse (når det regner), spinde, strikke, nusse i haven, samt være lidt omsorgsfuld overfor Les, som er blevet opereret for brok.

Hvorfor er den vits uoversættelig til engelsk? Vi har prøvet!

På den ene rok er der Wensleydale, som spindes meget tyndt, meget blankt, og bliver til sjalsgarn.

På den anden rok er der Black Welsh, som spindes til strømpegarnstykkelse og bliver lækkert kreppet helt af sig selv.

Regnvejrshygge.

Når det er tørvejr, dyrker vi den vanskelige kunst at lære to indekatte hvad den store verden udenfor kan bruges til. Ninjai synes godt nok det er lidt skræmmende - men var så den første til at være væk lidt over et døgn.

Men når Sylvester så lokker med det lækre i at rulle sig på fortovet og få maven nusset af forbipasserende -

- kan man godt vove sig helt over på den anden side af gaden og udforske buskadset. Der er nemlig FUGLE derinde ... men de er svære at fange, når man nu kun har rutine i at klatre i kradsetræer og bogreoler.

Det er heller ikke nemt med selvfølelsen, når Kaptajnen sidder der og ser overbærende til, vel?

På pindene:

Prøveklude til strikkefestival på Fanø - undervisningsmateriale.

Superblød merino - for at vise hvor vatagtigt og definitionsløst det bliver. Kan godt være det er lækkert at røre ved, men det bliver aldrig det jeg ville vælge til Shetlandskniplingestrik ...

Et hap shawl i pladegarn - utraditionelt materialevalg, og så bliver sjalet til et picnictæppe, sofatæppe eller (her i huset) kattetæppe. Hvad ER det ved pladegarn der gør katte lettere gale i låget? Kaptajnen lægger sig i det og savler!

Et 'flyvende tæppe' i kameluld. Sprødt og fint i strukturen, og hjertesmukt til at fremhæve mønstre.

Merinoen igen. Den skal godt nok ha' tæsk når der skal spændes op!

Niecebesøg i sommerregn.

Ører er svære at vaske selv. Men det smager GRIMT når man er blevet dryppet mod øremider ...

En hektisk (forlænget) weekend, del 1

Jeg tog to feriedage - forberedelser til guldbryllup, sidste forældremøde før sommerferien, samt almindeligt familierod kunne ikke klares sådan på venstre hånd og efter fyraften.

Vi havde nemlig aftalt, at det sidste forældremøde før ferien skulle bestå af, at børnene lavede mad til deres forældre, under ledelse af yours truly ... og da vi lagde planerne i sin tid havde jeg da lykkeligt tænkt guldbrylluppet i næste week-end. Jaja, med en feriedag kan meget klares - når det andet er varetaget dagen i forvejen.

Så fredag klokken 14:00 mødtes jeg med 12 ivrige unger fra 6.C i skolekøkkenet. Efter lidt indledende forklaringer (samt iddergnidder om 'hvem der plejer at gøre hvad") fik vi både rørt brownies sammen, stoppet grofthakket persille i måsen på 16 kyllinger, skrubbet 10 kg nye kartofler, lavet 1½ liter pesto (stavblenderen var nær gået i coma!), samt lavet grøn salat, frugtsalat, gammeldags agurkesalat, rabarberkompot med ingefær, samt to opvaskebaljer råcreme.

Ungerne fik lært kunsten at improvisere et samlebånd - så tager det kun 12 minutter at klargøre pestobrød til 50 personer.

Og de både vaskede op, fejede gulv, og knoklede i det hele taget så jeg var MEGET stolt af dem.

Forældrene kom, så, og ÅD. Alle blev mætte, og alle var imponerede over en treretters menu from scratch i hænderne på deres egne unger.

Her er så det meste af køkkenholdet. De sidste var gået ned i gården med en fodbold.

Det bliver bestemt ikke sidste gang!