Alt godt kommer til den der venter, og der skulle liiiige lægges en sidste hånd på værket fra superredaktionen.
Men ER DU FÆRDIG DET ER LÆKKERT !!!
KlikklikklikklikKLIK, og du ser vores nye E-magasin. Helt gratis, bare fordi vi kan 🙂
Jeg er simpelthen så røvstolt over at være en del af det, over mine flok af dejlige damer, og også over mit lille bidrag i magasinet. Men mest af alt, så er jeg bare plain stolt !
Det der sker på tirsdag altså ?
Der har været hints om det flere steder. Ved AB, ved Julie, ved Lis, ved Trine, og ved Sidsel. Og jeg tror også der kommer flere hints og såen.
Vi er tre-og-en-halv håndfulde kvinder. Vi kender hinanden via vores blogs. I udgangspunktet var det netop vores blogs vi havde tilfælles, efterhånden er blogsne måske gledet lidt i baggrunden for nogle af os (host-host). Men fællesskabet og venskabet er unikt, og det kommer aldrig til at glide i baggrunden. Vi er spredt over hele landet, og ses når vi kan. Så spiser vi en masse god mad, ondulerer seriøse mængder kage, og bæller litervis af Asti og Faxe Kondi. Når ikke vi ses fysisk, så har vi et eget hjørne af internettet hvorpå vi skravler.
Disse kvinder, de er mine ‘girls’, sagt med drevet accent, sådan SATC-agtigt ikk. Og vi snakker. Er du gal vi snakker ! Om stort set alt, og om at det kunne være sjovt at lave et eksperiment. Dem af os der har haft muligheden og tiden til det, har deltaget og bidraget til VORES projekt, som skal deles med JER.
Vi har lavet et E-Magasin. Med vores forskellige bidrag, samlet smukt sammen af vores redaktion bestående af to fantastiske kvinder. Og det er gratis, og så er jeg sikker på det bliver intet mindre end fantastisk. (jeg har ikke selv set det endnu).
Mit bidrag…. Det afspejler min blog – ordfattigt, men fuld af drømme.
Fik jeg sagt jeg glæder mig til at se det, og til at dele ?? Uhh det gør jeg !
Efter skolestart og indtil vi flytter, har jeg fået andet selvskab i bilen tur/retur til arbejde.
Andrea er med mig. Hun er nemlig startet i 2. klasse på sin nye skole, som ligger 5 min gang fra vores nye hus, som vi flytter ind i om hmmm…. 11 dage. Hver morgen i bilen fortæller Andrea mig hvor mange dage der nu er, og hver eftermiddag når jeg henter hende igen kaster vi begge lange blikke rundt om hjørnet for at få et glimt. Dagene føles allerede kortere. For hvor det før tog mig næsten en time fra jeg fik fri til jeg var hentede Andrea, tager det nu kun 15-20 minutter afhængig af myldret ud gennem Aarhus C.
Det er den vildeste luksusfølelse, og det er nok noget af det jeg har savnet aller aller ALLER mest det seneste år som pendler. Tiden med mit barn.
Nu hvor jeg har det tæt på, hvor jeg hvis jeg strækker armene bare lidt længere end de egentlig kan strækkes næææsten kan tage og føle på hvordan det bliver der om 11 dage, så kan jeg næsten ikke synke den klump jeg får i halsen. Puuuhhh, endelig.
Jeg føler mig fri. Og hold nu kæft hvor jeg glæder mig til at få fødderne plantet i EGET hus sammen med manden-med-de-gode-arme og Andrea. Jeg glæder mig til ikke længere at have overboere, eller naboer væg-i-væg. Jeg glæder mig til ikke at skulle parkere på gaden, dele vaskemaskine (jey, købte vores egen maskinpark af hårde hvidevarer igår til levering deroppe, i det nye hus), dele have, og generelt bare dele. Jeg er SÅ færdig med at være rummelig.
Når det er sagt, så går jeg faktisk og mimrer lidt i dag. Var på vej i bilen i morges, men måtte vende om pga Andrea er så hostende at hun blæser taget af skolen. Så vi kørte hjem igen, til det der har været vores hjem i næsten to år, og sidder bare hér, mellem flyttekasserne og bare ér.
Her har været godt. Jeg kender hver en krog, hver en lyd, og hvert et blad på træet udenfor når jeg kigger ud af køkkenvindet. Det her har været vores pigehytte. Vi har grædt og grint her, vi har leget, bagt kager, danset køkkendans, og skændtes. Andrea er vokset mere end to år her, hun er skudt i vejret. Jeg er også vokset mere end to år, jeg er blevet både voksen, men også fri igen. Fri af gamle vaner, gamle mønstre, og gamle tankegange. Hold nu op det har været fedt det også.
Og midt i det hele. Da Andrea og jeg egentlig lige havde vænnet os til at vi var os, og jeg egentlig bare var en fri og ‘ung-ish’ singlemom der da overhovedet ikke skulle have nogen kæreste, kom manden-med-de-gode-arme ind fra højre. Og dén historie er sgu så sød og kikset at den holder jeg for mig selv.
Nu bør jeg pakke nogle flyttekasser, når jeg nu har fået en dag hjemme uventet. Det er hele to år siden, og samtidig kun to år siden jeg sidst pakkede flyttekasser.
En verden til forskel.
Man må sno sig, sagde ålen. Og det gør vi. Mellem kasser, og to-doo lister, og helt almindelig hverdagsrod. Lidt mere end to uger endnu, og så flytter mine kasser sammen med hans kasser, og bliver en stor enighed. Af kasser. Og møbler. Og såen.
Hverdagen lige nu. Kæft mand den bider til !! Måske det er fordi det er f’ørste gang i hele mit arbejdsliv jeg har haft tre sammenhængende ugers ferie, at det er så hårdt at komme tilbage og igang igen. Måske det er fordi der er sket så sindssygt meget lige præcis denne her sommer. Jeg ved i hvert fald, at denne ferie, den glemmer jeg aldrig ! Måske det bare er fordi. Simpelthen bare fordi !
Så nu har jeg lavet en Maude. Er kravlet under dynen. Med pc. Jeg er nemlig også blevet fanget af 50 shades. Etéren blev læst på en weekend, og efterlod mig med en cliffhanger jeg var nødt til at reagere på. Så bind to og tre er købt på E-bog, og lige om lidt skal jeg igang med bind tre. Spændende.
(Og ja. Det er ikke dyb og oplysende litteratur. Det er ikke engang specielt velskrevet. Det er måske husmorporno, som kritikerene siger. But, so beat it (!), det passer sgu godt til at bare læse, blive lidt smålun af, få nogle tanker om menneskers måder at reagere og leve på, og samtidig ikke tænke på organisering af flytning og så videre. Jeg vil helt klart anbefale triologien)
For nogle måneder siden blev jeg spurgt af min ynglings Trine hvad kreativitet er for mig, og det kom der rigtig mange tanker ud af. Jeg blev rigtig glad for at få vendt mine begreber lidt på hovedet, for sådan havde jeg ikke tænkt dem før.
Du kan læse de tanker lige HER !
***
Lige nu, er her lidt stille på bloggen. Hvor der ikke er stille er lige hér, hvor jeg sidder. I min stue, omgivet af kasser. Det ligner et kæmpemæssigt papmonster har kastet op, lige midt i stuen. Og når jeg har fundet ud af, hvilken vej jeg skal krybe for at komme ud af stuen igen, så tror jeg nok lige der er et par blogindlæg der ligger på lur. Men indtil da, så prøv at kigge ind til Meraki – der er læssesvis med inspiration.
Babyer der skriger. Børn der skændes. Folk der tramper. Dem der slår græs med motherfuckinstore motorplæneklippere, hér, hvor haverne er ca på størrelse med frimærker. Bilen parkeret inde mellem to andre på vejen, så man ikke kan komme ud uden brækjern, og dét vil nok ikke være populært. Vasketøj der hober sig op, fordi man skal dele. Brok brok brok, jeg ved det godt.
Jeg trænger til at pakke mine pakkenelliker, og flytte.
Det spøjse er at mange af ovennævnte issues sikkert også er der på ‘drømmevej’, der gør det bare ikke noget – for der gider jeg godt være. Tsk tsk.
Prøv lige at se hvad min minimultisnakker har lavet i sommer SFO idag ! Hamaperle hårspænde. Jeg er lidt misundelig 🙂
