Der findes to personer i mig: Den ene råber højt og danser på bordet, den anden gemmer sig under dynen med en true crime podcast i ørerne

I folkeskolen havde jeg en kæreste, der hadede, at jeg ikke gik mere i byen. Hele mit liv har jeg været sur på mig selv over, at jeg hellere ville bruge en aften på sofaen med min mor end i store forsamlinger sammen med fashionistaer. Jeg har altid haft svært ved at acceptere, at min hjerne blev mør, hvis der skete for meget omkring mig over for lang tid. Og så blev jeg voksen.

Eller så voksen som undertegnede kan blive det.

Jeg fandt en ro i min person. En accept af, at jeg er, som jeg er, og så er den bare ikke længere. Jeg begyndte at anskue det som en styrke rettere end noget, der holdt mig tilbage. Så længe jeg selv kunne acceptere det og indrette mig derefter.

Og så gik livet egentlig sin gang derfra. Jeg fandt en mand, der elsker min trang til at blive hjemme. Jeg har veninder, der har taget sig tid til at forstå, hvordan det er, jeg egentlig fungerer. Og jeg er blevet stærk nok til at stå ved, at det er sådan, jeg er, og hvordan jeg skal arbejde med det.

Det meste af tiden i hvert fald.

For fra tid til anden – blot en sjælden gang imellem – der kan jeg godt blive sat en smule tilbage af de modstridende dele, der findes inden i mig. På den ene side den højtråbende, udadvendte Sille, der intet problem har med at være i centrum, som velvilligt deler ud af alt og ingenting, og som glædeligt er den første til at lange hånden ud og sige hej. Delen af mig, der egentlig fylder mest.

Hva så, kommer du til dette arrangement om økologisk og spiselig hårshampoo tit? 

Og på den modsatte side findes den Sille, der sidder og stirrer ud i luften til familiekomsammen med et hoved tungere end en modebloggers erkendelse af, at hun ikke er blevet seated front row. Med en altoverskyggende trang til at komme hjem foran tastaturet for at skrive om den der hvide Saks Potts pels og hvordan den repræsenterer hendes indre eller bare være alene med sin mor. Og mens jeg skovler lagkage ind, er jeg efterladt med øm mave og spørgsmålet om, hvad der dog lige skete der?

Hvordan kan der være så modstridende sider i én og samme person? Hvorfor kan jeg stadig blive så frustreret over mig selv? Hvad er der i denne lagkage, for den smager voldgodt?

Banan og hindbær er svaret på ét af disse spørgsmål. De andre kan dog straks være sværere at svare på. Jeg troede egentlig, at jeg havde levet med mig selv længe nok til at vide og acceptere, at der er ting, jeg skal gøre lidt anderledes. At der er aftener, hvor det hele bliver lidt for meget. At fordi jeg ser, hører og mærker ting på en anden måde end folkene omkring mig, så har jeg ligeledes behov for at bearbejde dem på en anden måde.

Og det kan udadvendte Sille og sensitive Sille godt skændes lidt om.

På den ene side vil hun gerne holde møder, skabe kontakter, udvide netværket, snakke hele natten og brillere i midten af rummet med alt det, hun kan. Samtidig vil hun gerne hjem, tænde et duftlys og skrive 2.000 ord om, hvorfor et par nye – virkelig dyre – støvler ikke blot er en materalistisk tilføjelse til din garderobe, men rent faktisk en investering i verdens fremtid og meget muligt løsningen på alle vores problemer.

Jeg ved, at jeg kan forene de to. Det gør jeg hver eneste dag. Det handler om en balance, hvor jeg presser mig selv til at gå ud af min comfort zone, men samtidig er klar over, hvornår jeg skal tage en pause. Det er noget, jeg kæmper med hænder og klør for at få til at fungere, og det er måske netop derfor, at det gør mig så nedtrykt, når det ikke gør. Altså fungerer. Men det er måske blot endnu et punkt til mine lange liste af accept (Note til self: Skriv en tekst om din lange liste af accept, der blandt andet indeholder accepten af, at ét stykke kage aldrig er nok, og hvorfor livet bliver bedre, når man accepterer dette). Et punkt, der skal lyde på, at jeg må omfavne de dage, hvor jeg mister balancen imellem de to. Hvor den ene eller den anden har været lidt for længe på, og det dermed får den anden til at stejle.

Det skal de have lov til.

De er endnu blot unge kvinder, der kæmper med at finde deres vej, og det kan sgu godt blive lidt crowded sådan at skulle dele plads. Men de skal nok finde ud af det. Det bliver de nødt til. For der skal være plads til begge to. Både den udadvendte og den sensitive Sille. For de er begge dele af mig, de gør mig til den, jeg er. Og jeg er ikke sikker på, at jeg ville være helt mig selv, hvis de to ikke holdt hinanden i stik hver eneste dag.

Men lige nu vil jeg tænde et duftlys, en true crime podcast og min kreativitet, og skrive en tekst om, hvorfor ovenstående tekst har været den sværeste for mig at skrive i lang tid. Og så noget om støvler, fordi jeg har købt et virkelig pænt par.

Jeg er mange ting: Tegneserieconnaisseur, fastfoodfanatiker, navlepiller, men original er ikke en af dem – og det er helt OK

Der var engang en tid, hvor jeg gik vildt meget op i at være original (Jeg beklager, hvis dette lyder som starten på det mindst eventyrlige eventyr i verden. Jeg kan dog ikke garantere, at det ikke vil udvikle sig til dette senere). Jeg har aldrig reelt været original for – let’s face it – der er meget få ting her i verden, der ikke er blevet gjort endnu, og som forsigtig provinspige er det at forsøge at skille sig ud i virkeligheden blot at skille pandehåret i højre side i stedet for venstre. Alligevel gik jeg ufatteligt meget op i det.

Den tid forløb fra jeg var 12 til for cirka ti minutter siden.

Med mine Miss Sixty bukser, Kawasaki sko og gennemsigtige D&G trøje gik jeg efter at være et unikt lille snefnug imellem alle de andre totalt identiske snefnug. For hvad er bedre end at være unik og original?

Det skulle da lige være at passe fuldstændig ind.

Da jeg startede bloggen, var det værste, man kunne kritisere mig, at jeg efterlignede *indsæt person jeg var besat af i det sekund*, fordi min Miss Sixty-originalitets-afhængighed stadig sad i mig. For få dage siden snakkede jeg med min veninde om et specifikt emne til en bog, som jeg gerne ville skrive, men endte med at afvise ideen med udtalelsen: Så vil folk bare tro, at jeg tror, at jeg er Manrepeller.

Og lige så stille kunne jeg se de metaforiske Kawasaki sko komme frem på mine fødder, for at minde mig om min evige kamp for at skille mig åh så meget ud. En fuldstændig ligegyldig kamp.

Da jeg i går lod mig inspirere af det fantastiske sæt fra den altid stilfulde Marie, kunne jeg igen mærke frygten for kommentarene indeholdende beskyldninger om, at jeg efterligner. At jeg ikke er original. For hvis jeg ikke har noget nyt at bringe til bordet, kan jeg vel egentlig ikke retfærdiggøre, at jeg overhovedet har en plads ved førnævnte bord? Hvis alt jeg laver ikke er direkte opfundet fra den grotte af genialitet, der er min hjerne, så er det ikke lig med en invitation til det bord, der er blogland.

Men da jeg så mig selv i spejlet iført ovenstående og ikke kunne lade være med at føle, at jeg stod fucking skarpt, besluttede jeg mig for, at jeg ville pensionere ordet originalitet fra min ordbog og den dertilhørende frygt for at blive beskyldt for ikke at være netop dette. For jeg kan ikke undgå at blive inspireret. Jeg kan ikke undgå at gøre noget, der er blevet gjort før. Jeg kan ikke opfinde en dyb tallerken, der ikke før er blevet opfundet.

Så i stedet for at kæmpe for originalitet, vil jeg acceptere og omfavne min nye kategori: Inspireret med et twist.

Selvfølgelig er vi originale. På den der “du er original, fordi du er dig” måde, og ikke på den der “du er original, fordi du sætter bukser under kjole og skriver en tekst om ti skøre ting, dine læsere ikke vidste om dig” måde. Og vi kan sagtens være unikke og originale, selvom vi lader os inspirere. Selvom vi hapser looket fra en veninde. Selvom der er folk, der beskylder os for at være uoriginale.

Uoriginal på vores helt egne personlige måde.

For selvfølgelig skal vi lade os inspirere. Selvfølgelig skal vi søge hos andre. Selvfølgelig skal vi kigge på vores venindes brug af et bælte over en oversize blazer og sige: Det skal jeg fandeme også have på i morgen. Selvfølgelig skal du oprette en blog, fordi du synes, at hende der Leandra Medine bare er det bedste, der er sket siden skiveskåret brød. Og så skal du selvfølgelig tilføje dig selv til hele denne vælling af inspiration. Så skal du sætte et par sneakers til sættet, hvis det er det, du altid går med. Så skal du tømme dit eget hjerte ud i de humoristiske tekster, du skriver.

Så skal du omfavne inspirationen, og give den dit helt eget personlige krydderi.

Og hun levede lykkeligt til sine – uoriginale – dages ende.

THE END

SÆT VINTAGE | ØRERINGE H&M | SKO CÉLINE

Jeg har en forsigtig ældre dame ved navn Susan boende inden i mig. Og hun kan ikke lide forandring

Jeg smider om mig med tekster om jobsøgning, drømme om en fin karriere og hvilke jeans, der skal sidde på min fashionista-karriere-kvinde-numse, som var der ingen i morgen. Ingen i morgen og absolut ingen bekymring. Hey, du, vil du ikke lige have en navlepillende tekst om min drøm om at leve af at skrive tekster om mode, kultur, livsstil og kvindeliv ligesom Carrie? 

YOU GET A STORY. YOU GET A STORY. EVERYBODY GET’S A STORY ABOUT SILLE’S CAREER DREAMS!

Men mens jeg sidder og skriver førnævnte tekster samt skriver ansøgninger til fantastiske stillinger, som ville opfylde store karrieredrømme, kan jeg samtidig høre en helt lille og forsigtig stemme et sted indefra mig. Den snakker med samme lavmælte stemme som den, der kommer, når jeg rækker ud efter den tredje Snickers i pakken. Den er lav nok til, at jeg sagtens kan overdøve den med lidt ekstra smasken og et afsnit Friends, men den har alligevel uundgåeligt sat noget i gang i mit indre.

Det er stemmen fra den lille Sille, der er noget så afhængig af den lune og omfavnende comfort zone.

Puha, er du nu sikker på, at det kommer til at gå godt med at gå fra studerende til fuldtid? Der er jo så rart og lunt herhjemme under dynen. Er du nu sikker på, at du vil kunne klare de der svære opgaver? Vil du ikke bare hellere blive hjemme og overbruge mærkværdige metaforer? 

Shut up, Susan.

Ja, det er det, min comfort zone-afhængige følgesvend er blevet navngivet. Og udover det flotte navn medbringer hun ligeledes endnu en bekymring til den endeløse liste af den bekymringer ved jobsøgning. Ud over klassiskerne; Får jeg mon nogensinde et arbejde. Skal jeg nu til at søge dagpenge. Hvordan skal jeg betale husleje – I ved, de gode gamle travere – er der nu yderligere tilføjet:

Hvad nu hvis jeg rent faktisk får det arbejde, jeg drømmer om?

Thanks, Susan…

Måske er det det uundgåelige ubehag som resultat af forandring, der rammer os alle i større eller mindre grad. Eller måske er det bare min beskidte, lille afhængighed, der placerer flere ting på min bekymringsliste og sin fod foran min drømme. Jeg ved det ikke. Jeg tror, det er en sag for “spring nu bare forhelvede ud i det” metoden.

I værste tilfælde må jeg dæmpe Susan med chokolade. Det kan alle dele af mig nemlig lide.

Jeg tror, at det er normalt, at vi kan blive nervøse og bekymrede, når vi står overfor nye ting i livet. Også selvom disse ting er ganske gode og glædelig. Om det er et jobskifte, en færdig uddannelse, valget om at tage et sabbatår eller noget helt andet, der oprigtigt er ting, vi ønsker, men som alligevel efterlader os med hver vores lille Susan inde på tankeskærmen.

Er du nu sikker på, at det kommer til at gå godt? 

Ja, for fanden, Susan. Det er jeg faktisk! For det skal det. Og hvis det ikke går, så går det sgu nok alligevel. I hvert fald hvis jeg tager chancen, presser mig selv og springer ud i det. Så indtil søndagmorgen, hvor du er velkommen til at komme frem og få mig til at blive på sofaen med min chokolade, så vil jeg gerne bede dig om at flette næbet. Er det modtaget?

*16.01 Skribenten bag teksten er efterfølgende blevet klar over, at denne tekst kan virke en smule “hun taler med en gammel dame inde i sig selv” og det beklager hun* 

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Jeg lader håbet skinne igennem mig ved at drømme om sweatere, der råber om ansættelse

Nogle planlægger den bedste rute at tage, andre køber ny kalender. Ofte vil folk nok reflektere over, hvordan deres hverdag nu kommer til at se ud, når de får et nyt arbejde. Men ikke mig. Jeg planlægger til gengæld, hvad jeg vil være iklædt den første dag i mit nye liv.

Har du da fundet et fantastisk job, Sille?

Nej, men jeg lader optimismen skinne ud af mig, mens jeg mentalt shopper jeans, der på én og samme tid vil udstråle moderigtig seriøsitet og office chic tilbagelænethed. Det er med at holde håbet i live! Og det gør jeg, mens jeg planlægger, hvad min lille numse skal være iført, når jeg sætter mig på kontorstolen med min lille madpakke i min taske.

Og i virkeligheden er dette sæt måske et, der skal ramme min besiddelse før en eventuel jobstart. For jeg kan mærke, at sweateren og bukserne er af samme kollektion som den sweater, Rachels søster Jill købte i Venner. De skriger nemlig: “Please, hire me”. Støvlerne råber til gengæld: “Se hvor ambitiøs og talentfuld hun er!”

Øreringene er bare pæne.

Hvis du nu ikke søger efter job eller “apartment pants”, så kan du dog stadig roligt investere i latex-lignende støvler og sweatere med farverige mønstre. Jeg spår nemlig, at disse stadig holder et godt stykke tid endnu. Faktisk kan du i samme åndedrag investere i et par latex-agtige bukser og sætte dem sammen med sweateren, for alle de moderigtige piger dikterer, at sådan et par kan vi ikke undvære. Og så må vi fandeme hellere følge trop!

Også selvom det betyder, at vi skal ligne en S/M klub på udflugt.

REKLAME LINKS SWEATER ANTHONY VACCARELLO | JEANS WOOD WOOD | STØVLER TOPSHOP | ØRERINGE H&M

Som med en halvtom ketchupflaske forsøger jeg at banke en smule inspiration og kreativitet ud af mig selv

Da jeg i går iførte mig ovenstående sæt bestående af ansigttrøje og ansigtøreringe (jeg håber på nuværende tidspunkt virkelig på, at I rent faktisk kan se billederne og ikke læser denne tekst for sig selv, da den nemt fejlagtigt kunne forveksles med noget en seriemorder med trang til at iføre sig ansigter, ville sige), var det med en medfølgende tanke om, at jeg til outfitbillederne skulle dedikere en dyb og reflekterende tekst om, hvordan vi alle har mange forskellige ansigter, vi navigerer imellem i hverdagen.

Men da jeg satte mig ned foran tastaturet, kunne jeg ikke tænke på andet, end om folk der sælger kage hver dag, mon nogensinde bliver træt af at spise kage?

For efterhånden længe siden besluttede jeg mig for, at jeg med mine tekster ville forsøge at sige noget mere, end blot “her er mine nye sko”. Selvom sådanne tekster er nogle, jeg selv læser som var det Politiken om søndagen. Men jeg indså, at det var ikke dér, mit – selvpåtagede – talent lå. Det er der så mange andre, der kan så meget bedre end mig. Jeg havde brug for at sige noget mere. Vise mine nye sko, men samtidig tage en snak om, hvordan det kan føles så fucking hårdt at gå ned af livets vej.

Også selvom man er iklædt Céline støvler.

 Men jeg kan mærke, at min noget grand plan spænder en smule ben for mig i disse dage. Min lyst til at fortælle, reflektere og underholde er der stadig, men det er bare som om, at der har været en kortslutning imellem mine fingre og min hjerne.

Som en halvtom ketchupflaske banker jeg mig selv i bunden for at få noget til at komme ud. Kom nu forhelvede med en dyb tekst omkring ligheden mellem dårligt selvværd og en dyr, men fnulret og krøller blazer. *BANK BANK* 

Endnu engang spænder mine egne høje forventninger ben for mig, og i stedet for blot at sætte mig ned for at skrive et eller andet, går jeg i står, fordi jeg bilder mig selv ind, at jeg skal skrive noget dybt og fantastisk. Læs blot tekster såsom: “I am like red wine the expensive non gas station kind” eller “The small butt of doubts“, hvis I har behov for at blive bekræftet i mine høje krav til indholdsrige og fantastiske indlæg.

Måske er der bare perioder, hvor man ikke har så meget at sige. Her vil nogle folk måske glæde sig ved, at sådan en periode endelig er kommet til mig. Måske er der bare tidspunkter, hvor man føler sig sådan lidt ketchup-agtig. Og måske er der bare dage, hvor man skal skrive, præstere og gøre uden at kræve det allerhøjeste af sig selv. Bare få de fingre på det skide tastatur.

Nu vil jeg gå en tur og bruge resten af dagen på at se SATC for at få min kreative væsker til at flyde. Mine kreative ketchupvæsker ud af flasken. Jeg skal gøre mit bedste for at finde noget at sige. Ellers så skriver jeg sgu bare endnu en tekst om ikke at have noget at skrive indeholdende halvdårlige metaforer om saucer.

JAKKESÆT VINTAGE | TEE EMILIE FOLI | SNEAKERS NEW BALANCE | ØRERINGE H&M

Selvom det ikke er champagneevent og gratis shampoo, der fylder min hverdag, så er det altså heller ikke kun røveksem og manglende trusser

Ja ja, Sille. Vi ved godt, at du kæmper med røveksem og manglende lyst til at iklæde dig underdele, når du besøger spisesteder, men er der ikke også champagneevents og gratis shampoo i dit liv? Er der ikke også dage, hvor du flyver på den lyserøde sky iklædt dine Céline sko og et stort smil?

Der må da være en grund til, at du er blevet lukket ind i blogland?

Og ja, det har I ret i. Fordi jeg er så fucking skarp. Men alle dage i mit liv er i sandhed heller ikke blot materiale til serien af indlæg om alt det åndssvage, jeg gør. Jeg har rent faktisk dage – eller måske rettere tidspunkter på dage – hvor det kører ret fedt for mig. Og sådanne tidspunkter har der rent faktisk også været i denne uge.

Så for at balancere jeres syn på mig, vil jeg nu fremhæve lidt af de mere rare ting, jeg har gjort mig i i denne uge. Og selvom der hverken er champagneevents eller sponsorede rejser, så er der smukke veninder, pæne sko og varme drikke.

Jeg har kigget på inspirerende billeder. Jeg er helt forelsket i min smukke Maries torsdagslook, der er stylet til perfektion. Jeg bliver gentagende gange mindet om, hvor dygtige, smukke og talentfulde mine veninder er – på hver deres måde – og det gør mig virkelig stolt. Jeg går straks igang med at genskabe ovenstående outfit, da det simpelthen er det bedste af alting.

Jeg har været på café og læst magasiner. Jeg har brugt mange timer på min stamcafé med lidt for mange glas varm hyldeblomstsaft og gamle modemagasiner. Jeg nyder ekstremt meget at være afsted alene for at arbejde, læse eller bare kigge på mennesker. Det kan godt være grænseoverskridende til at starte med, men jeg vil slå et slag for, at vi går lidt mere ud og nyder vores eget selskab.

Tip: På Fiolstræde 42 ligger min favorit café. Det er det sødeste personale, der er altid plads, det ligger 80 meter fra Nørreport og deres varme hyldeblomst er fantastisk.

Jeg koncentrerer mig om min sundhed. I disse dage er jeg i gang med en detox, som jeg har fået sponsoreret til test. Den er naturlig, med massere af vitaminer og kræver, at jeg spiser hovedsageligt plantebaseret, drikker massere af vand og dyrker motion. Så det har jeg dedikeret disse dage til. Grove grøntsager, yoga, lange gåture (og lure) og vand i lange baner. Jeg føler virkelig, at jeg forkæler mig selv.

Jeg har været sammen med inspirerende mennesker. Jeg holder mig som regel fra bloggerevents og PR-møder, men i denne uge har jeg været til et ekstremt inspirerende event, været forbi de sødeste PR damer og har presset mig selv ud af min comfort zone. Det har været rart.

Jeg har shoppet. Jeg har købt the item that got away. Et item jeg har søgt så længe, og nu er det mit. Jeg kan slet ikke vente, til jeg modtager.

Jeg sælger ud. Grundet ovenstående køb har jeg sat ting til salg. Kig forbi min Instagram, hvor jeg både sælger via Instagram story og på selve min side. Der er Céline til salg. Hvis der er noget, I har kig på i min garderobe, så skal I være velkommen til at skrive til mig på [email protected]

Jeg har holdt karrieremøde. Jeg bød den sejeste karrierekvinde på kaffe for at få hendes råd til, hvordan jeg skal bære mig ad med at finde drømmekarrieren indenfor vores branche. Det var ekstremt inspirerende og motiverende, og jeg kan virkelig ikke understrege, hvor vigtigt det er at gribe fat i hjælp fra ens netværk.

Jeg er blevet forelsket. Jeg har holdt og brugt tid med den smukkeste baby i universet, og min kærlighed vokser for hende hver eneste gang, jeg ser hende. Det er utroligt, hvor ægte og voldsom en kærlighed man kan føle for sådan en lille ting.

Har du drukket champagne i denne uge? Eller lavet andre dejlige ting?

Hvorfor nøjes med én ananas i egen juice, når man kan få seks?

Ligemeget hvad de kloge siger, så kan det ikke lade sig gøre at få for meget af det gode. For meget pænt tøj i garderoben? I think not. For mange gode programmer i fjernsynet på en doven søndag? Yeah right… For meget paramesan på din pastaret?

Bitch please.

Og grundet denne logik besluttede jeg mig for, at der heller ikke kan komme for meget ananas i egen juice. Hvorfor nøjes med én, når jeg kan presse seks ned i koppen og ende med et indlæg fuld af billeder af mig selv og en ekstra velsmagende ananasjuice?

Så her er seks af de sæt, som jeg har følt mig bedst tilpas i over den sidste periode. Jeg har leget lidt mere med silhuetter, følt mig lidt bedre tilpas i min egen krop og så har jeg kæmpet med en altoverskyggende kærlighed til genbrug og store jakker.

Men det går nok, for der var engang en klog kvinde, der fortalte mig, at man aldrig kan få for meget af det gode. Heller ikke stort overtøj og billige vintage fund.

Har I en favorit? I behøver ikke have en, jeg vil blot bede jer om at efterlade minimum én kompliment, der yderligere kan få min juice til at være velsmagende.

Beskrevet mig selv som nyplukket frugt + hånd nedsat i væske på toiletgulv + McDonald’s uden trusser = de ting jeg har gjort i denne uge

Kender I det, at der er dage, der bare føles lange? Hvor indersiden af tankeskærmen mest af alt minder om et indslag fra folketingskanalen og mindre om noget, der reelt kunne bringe noget konstruktivt til verden? Dage, der føles stressede og grå? Dage, hvor du bare har brug for at gå ind på din blog og være pisse self-deprecating?

Måske sidstnævnte er en smule specifik for min situation, men ikke desto mindre ganske sand og repræsentativ for den lyst, der har ramt mig lige nu.

Uden ideer til at opfinde den dybe tallerken og ingenlunde et fantastisk og humoristisk blogindlæg, hvilket er – hvis man tænker over det – ganske meget mere brugbart en sådan en wannabe skål, var en gengivelse af den liste, jeg hele ugen har gået og skrevet på, det eneste jeg kunne komme i tanke om at producere. En liste over alle de åndssvage ting, som jeg har gjort.

Jamen har du ikke allerede udgivet sådan et i denne uge, Sille? Jo, det har jeg, men jeg gør altså bare også virkelig mange dumme ting. Og for én gang skyld er det faktisk mig, der har mest brug for dette indlæg. Brug for bare at læne mig tilbage og lade de pinlige ting flyde ud af mig, uden jeg skulle bruge kreativitet eller talent (faktisk er mangel på talent vitalt vigtigt i denne sammenhæng). Brug for at tage mig selv lidt mindre seriøst. Brug for at glæde mig ved, at alle de dumme ting jeg har gjort, i det mindste kan bruges til én ting:

At få jer til at smile. Forhåbentligt. Ellers er dette indlæg bare endnu en af de pinlige og dumme ting, jeg har gjort. Men så har jeg i det mindste materiale til næste indlæg i rækken.

Så sæt jer tilbage – for det gør jeg – og varm jer ved, at selvom du måske ikke er den skarpeste knallert i bageriet, så har du i det mindste ikke beskrevet dig selv som ”nyplukket frugt” i en jobansøgning til en stilling, som du virkelig gerne vil have.

Forleden klippede jeg mit hår med en sløv køkkensaks. Det har jeg nævnt for jer tidligere, men jeg tror ikke, at jeg gjorde det klart, just hvor usmart det egentligt var. Uden mulighed for at kigge mig selv i nakken (først bagefter, hvor jeg anvendte selfie-kameraet og nåede den realisering, at der muligvis er meget få ting, som vores selfier ikke kan – billede vedlagt som bevis for denne handling), klippede jeg hakkende i blinde med håbet om, at jeg ramte rigtigt. Det synes jeg, at jeg gjorde, men når det er sagt, så har jeg heller ikke set bagsiden helt endnu.

Køkkensaksen ligger stadig ved vasken, fordi jeg ved hvert toiletbesøg finder hak, der skal rettes til. Hashtag independentwoman.

Hashtag nojustreallyimpatient.

Jeg har tendens til at screenshotte ting, der inspirerer mig. Det værende Instagrambilleder, items, tekster eller citater, der på en eller anden måde rammer mig lige i det øjeblik. Da jeg forleden kiggede min samling igennem var ugens screenshoots bestående af: Nøgne numser fra fitnessfolk, et citat fra Tumblr lydende: ”I’m very laid back. I only care about 2 things. Every person on earth & their opinion of me and the crushing psychological weight of being alive” og en tegneseriekarakter hvis hår simpelthen er SÅ flot.

Så for at opridse: Numser, Tumblr quotes og tegneseriefigurers frisurer er altså det, der har inspireret mig i disse dage.

Speaking of things that suck: Da jeg forleden scrollede igennem Snapchats nyheder, faldt jeg over et tema med jokes. Ikke for at pudre min egen næse, men jeg mener selv, at jeg er ganske med på moden, når det kommer til humor. Derfor irriterede det mig grusomt, at jeg ikke fattede de tre jokes, der var videreformidlet her. Faktisk endte jeg med at blive helt oprigtigt vred, og skrev efterfølgende i mine noter:

Hvad fuck er det lige, der sker for nederen, uforståelige jokes, som ingen kan lide alligevel?

Da jeg gik fra det sidste møde i tirsdag, kunne jeg ikke længere overskue mine skinny jeans. Så på vej ned af Strøget åbnede jeg førnævnte skinny jeans og lod mine trusser hænge til frit skue. På daværende tidspunkt betød min maves og ædlere deles velvære mere for mig end folks mening om mig. Jeg beklager, hvis du måtte have stødt på mig på pågældende tidspunkt.

(Læs: I virkeligheden beklager jeg slet ikke, for det var voldsomt behageligt).

Jeg tog på McDonald’s iført intet andet end morgenkåbe, stor pels og sneakers. De kender mig så godt dernede, og hvis man ikke kan klæde sig, som man vil overfor familie, hvornår kan man så?

Situationen efterlod mig dog alligevel efterfølgende med et behov for at revurdere mit liv.

Jeg havde det som tidligere nævnt forleden så dårligt med mig selv, at jeg var nødt til at sætte SATC the early years på. På daværende tidspunkt følte jeg mig mest af alt som en baby, man er nødt til at berolige med *indsæt program med mange farver og dansende figurer, der er på mode lige nu*. Jeg endte med at ligge på maven med hænderne i håndfladerne og benene blafrende under mig, som var jeg med i en dårlige teenagefilm fra 00’erne og tænke for mig selv: Hvor ville det dog bare være meget federe, hvis jeg var ligesom Carrie!

Jeg fandt mig selv siddende på gulvet af et toilet på en larmende café med min computer og en interviewguide i den ene hånd, en telefon i den anden og med en diktafon nærmest påklistret mit øre. Her skulle mit interview med en etableret DR vært altså foregå, for at jeg kunne få ro, og jeg må erkende, at jeg på en og samme tid var imponeret over min evne til at ofre mig for sagen og tilpasse mig og samtidig fortsatte jeg min revurdering af mit eget liv, da jeg fik sat min hånd i noget, der vist nok ikke var vand.

Det har bare at være blevet godt.

Jeg befandt mig på selvsamme café i cirka små seks timer, da jeg ventede på forskellige mennesker og afholdt forskellige arrangementer, og da jeg til sidst valgte at gå, var det med hætten trukket tæt op over mig for at skjule det faktum, at jeg havde befundet mig på førnævnte location, længere end de ansatte havde det.

Da mørket just var faldet på, og jeg skulle hjem fra supermarkedet, flygtede jeg fra to skræmmende mænd, da jeg syntes, at de var truende og højtråbende. Da de kom tættere på så jeg, at det var to drenge på ti år, der tog selfies og jagtede Pokémons. Jeg låste stadig døren til opgangen efter mig, fordi man ved fandeme aldrig, hvad ungdommen nu til dags kan finde på.

Jeg skrev følgende i en jobansøgning til et job, som jeg virkelig gerne vil have: ”Men selvom jeg blot er en nyplukket frugt fra træet, der er uddannelsessystemet, så har jeg stadig erfaring og passion med i bagagen. Så læs bare videre!”.

I øjeblikket fandt jeg det genialt. Nu? Ikke så meget…

LÆS MINE TIDLIGERE TEN THINGS I DID INDLÆG HER, HER, HER, HER OG HER

Hvis jeg havde spurgt om råd tidligere, så havde jeg nok iklædt mig en virkelig stor, varm og farverig sweater

I går klippede jeg mit hår med en sløv køkkensaks, smed et par skinny jeans på og hoppede ud af døren for at holde møde med en af de sejeste karrierekvinder, jeg kender. Jeg havde spurgt hende om tid, råd og selskab til kaffe. Da jeg gik fra Illums tagterrasse efter mødet, var det med en følelse af at være lettere, mere motiveret og på en måde en lidt anden version af mig selv end den jeg var, da jeg gik ind. Måske var det alene grundet den nye klipning, der vist nok er lige så skæv og tosset, som jeg selv (jeg ved det ikke, da jeg rigtig har kunne se mig i nakken) eller måske var det rettere, fordi jeg igennem snak med denne stærke kvinde, pludselig havde fundet mere mod og motivation.

Og man skal lade sig inspirere af de der stærke kvinder, var der engang én, der fortalte mig.

Så ud af elevatoren hoppede jeg med nyfunden energi og indsigt i, at jeg havde fucking travlt, hvis jeg skulle nå mit tog. Høj på henholdsvis energi og stress bevægede jeg mig igen mod provinsen med tanken om, at jeg vist nok skal blive bedre til det der med at spørge om hjælp. Jeg skal vist nok blive bedre til at bede om sparring og viden fra de folk, jeg er så heldige at have i mit netværk og min omgangskreds. For hvis det kan give mig denne følelse af at være klædt umådeligt godt på, hvorfor så ikke gøre det noget oftere?

Jeg skal blive bedre til at spørge om hjælp. Om rådgivning omkring de ting jeg måske ikke ved alt om (dette dog værende ganske lidt). Måske skal vi faktisk alle blive bedre til at spørge om hjælp og gode råd?

Så spørg din mor, grib fat i din far, hør din onkel om hvordan han nåede dertil, hvor han er nu. Sig til din seje karriereveninde, at du gerne vil byde hende på kaffe til gengæld for lidt guidance. Spørg hende din irriterende yoga-dyrkende-hummus-spisende chef, om hun har et godt råd til træg mave.

Så bliver vi måske alle klædt lidt bedre på. Jeg snakker stribede Balenciaga skjorter og Vetements jeans.

Og når vi nu snakker om godt klædt på, så var jeg på tidligere omtalte dag iklædt ovenstående, der var ganske meget alt for koldt og slet ikke nær så farverigt, som jeg ellers følte mig indvendigt på denne hellige tirsdag. Måske havde jeg iklædt mig en farverig, varm sweater, havde jeg haft mødet lidt tidligere på dagen.

For så var jeg klædt bedre på. Get it?

BUKSER OG BLAZER H&M | SKO CÉLINE

Giver stærke kvinder os styrke og inspiration? Eller er det de selv samme kvinder, der efterlader os med mindreværd og pizzariaet på speed dial?

Forleden væltede det hele over mig. Tanker om job, økonomi og fremtid. Tanker om mit værd i forhold til alle de andre kvinder, jeg ser op til. Minder fra de åndssvage tanker fra tidligere på året. Forvirrende tanker om sundhed, mad og min krop. Den pinlige erindring om, at sidste gang jeg ringede til mit faste pizzaria, lavede jeg min stemme om, for at de ikke skulle vide, at det var mig, der ringede. Igen.

Og selvom jeg nede i mit hul optimistisk nok kunne varme mig ved, at det rent faktisk var ganske små og håndgribelige ting, jeg bekymrede mig om – og dette alene fjernede noget af vægten – så kunne jeg alligevel mærke, at der skulle ske noget. Jeg havde brug for at grave mig ud af det, som jeg langsomt var ved at putte mig under.

Jeg havde brug for Carrie.

Det er sjældent, at jeg kan finde en reel løsning på sådanne tidspunkter, hvor sådanne følelser vælter ned over mig. Jeg ender som regel med en mindre end fordelagtig spisning-af-vildt-mange-burgere-og-chokolade-og-hav-ondt-af-mig-selv metode. Der – i al retfærdighed – meget ofte resulterer i et ganske solidt resultat. Men den dag havde jeg brug for tid med mit spirit animal. Kvinden, der på én og samme tid er fucked up og sindssygt stærk. Der kan rocke mørke rande under øjnene sammen med voldsomt høje Manohlo Blahniks.

Og mens jeg lå der og kiggede på mine gamle veninder fra dengang, hvor de virkelig rockede (i.e de tidlige sæsoner), Miranda med en forfærdelig frisure og Carrie i en slip dress, pelsfrakke og med fedtet-chic hår på stadion, der kunne jeg mærke, at alt det der før var væltet, lige så stille begyndte at stable sig på plads igen. Og dette efterlod mig med tanken om, at stærke kvinder i sandhed kan inspirere os, motivere os og minde os om, at vi selv er seje.

Så denne tanke varmede jeg mig ved, mens jeg slukkede fjernsynet og lagde mig til at sove.

Og det kunne have været det. Indtil det gik op for mig, at en af årsagerne til, at det hele overhovedet var væltet, jo faktisk var mit overforbrug af alle de stærke kvinder, som jeg ser op til. Al min tid brugt på at sætte dem som inspirationskilde for alt det, jeg gerne vil opnå. Al den tid brugt på at sammenligne mig med dem. Al den tid brugt på at dvæle i alle deres succeshistorier og præstationer. Og da jeg satte mig op i sengen var den før så omfavnende varme forsvundet.

Full disclosure: Fjernsynet har i ovenstående periode slet ikke været slukket, da jeg har en ganske voldsom fjernsynsafhængighed og falder som oftest i søvn med dette kørende, men det virkede bare som en passende overgang i min fortælling.

Min manglende evne til at placere disse mytiske stærke kvinder i en kategori som værende enten løsningen eller årsagen til mit problem (Længe leve fralæggelsen af egen skyld, var?), efterlod mig med en undren.

Så fra forfatteren af: “Screw the gravy, bring out the orange sunglasses” og “Has 2016 kicked your ass? Grab your shoulder pads” kommer nu spørgsmålet om, hvorvidt stærke kvinder er en inspirationskilde eller bare en kilde til mindreværd ved overdreven brug?

I virkeligheden handler det jo om måden, hvorpå man bruger disse stærke kvinder. Ser du dem som en inspirationskilde eller et sammenligningspunkt? Kan du bruge deres historier til at motivere dig selv, eller anvender du dem som skovle, med hvilke du graver dit eget hul?

Er de dine spirit animals eller dyrene, der stjæler din mojo?

For de stærke kvinder er der intet galt med. Deres eksistens er en velsignelse til vores verden og skal i særdeleshed ikke undermineres på grund af mine følelser af mindreværd. Men kvaliteten af mit syn på disse kvinder er til gengæld et, der kan stilles spørgsmålstegn ved. Hvor forfærdeligt er det ikke, at jeg kan få ting til at vælte over mig, udelukkende ved at tænke, at jeg ikke er lige så (*indsæt kvalitet jeg denne dag gerne ville være i besiddelse af*) som disse kvinder. Hvor forfærdeligt er det ikke, at jeg ikke kan bruge deres historier og oplevelser som en motivation og inspiration i stedet for en konstant reminder om, at jeg ikke er der, hvor de er.

Endnu.

Jeg skal lade være med at bruge sammenligningen til at bebrejde mig selv for den, jeg er. Bebrejde mig selv for, at jeg ikke er lidt mere tjekket, lidt stærkere, lidt bedre, lidt mere siddende i en stor stilling med dertilhørende stor løn. Jeg skal droppe sammenligningen og omfavne motivationen.

Men vigtigst af alt skal jeg lade være med at være så tilbøjelig til at sætte mig selv i en anden kategori end de så omtalte stærke kvinder. For hvorfor kan jeg egentlig ikke selv tilhøre denne gruppe af inspirerende kvinder? Hvorfor skal jeg se mig selv som modsætningen, der bare gerne vil blive ligesom dem?

Jeg tror, at vi alle sammen skal sætte os i kategorien som en stærk kvinde.

Hermed ikke sagt, at vi ikke skal have vores spirit animals at se op til. Vores Carries og vores Obamas. Vi skal bare gøre det på den rigtige måde. Lade os inspirere og motivere, men ikke adskille os fra dem og sammenligne os med dem. Bare nyde varmen ved, at der er stærke kvinder, der kan få det hele til at virke lidt mindre væltet over os.

Jeg kalder dette look for “Indiana Jones circa 1984”

Inspiration er at finde mange steder. På kunstmuseer. Fra folk på gaden. Fra smarte bloggere. Eller fra junglescenen i den kendte og elskede klassiker fra 1984, Indiana Jones og templets forbandelse. Det var i sandhed her, at jeg forleden befandt mig overfor outfitinspirationen til ovenstående look.

I føromtalte scene er Wilhelmina “Willie” Scott iklædt – i bedste 80’er stil – en kæmpe hvid skjorte, stramme sorte leggingsagtige bukser og et hår inspireret af en rigmands enkes puddelhund. Og eftersom jeg på trods af hendes never ending brok og skrigeri, stadig kunne finde hende ganske inspirerende og moderigtig, indså jeg, at der nok var noget ved dette sæt, der kildede mig alle de rigtig steder.

Så derfor besluttede jeg mig for at rekreere det ikoniske look tilsætte mine favorititems (i.e. tasken, der aldrig ikke er med mig, fantastiske sko og et par statement øreringe). Håret blev sat med inspiration fra en lidt mindre rig puddelhund, og ud af døren var jeg.

Ser vi bort fra en ganske øget risiko for voldsom camel toe fra sydlig retning og et par mere end bare almindeligt kolde baller, så fungerede dette sæt ganske fint for mig. Det er enkelt, men spiller stadig på en lidt mærkværdig silhuet, og den store skjorte får mig altid til at føle mig lidt mere fransk end provinsens andre børn.

Derudover har jeg mulighed for at vise min røv frem, der unægteligt bliver sat på plads af mine træningsbukser – nu bedre kendt som den ene halvdel i genindspilningen af Willies moderigtige junglemoment.

Sig ikke, at jeg ikke gør mit for at holde vores kulturskat i live.

SKJORTE VINTAGE | LEGGINS NIKE | SKO OG TASKE CÉLINE | ØRERINGE GINA TRICOT

Hvis du skulle drikke kaffe med dig selv, hvad ville du så spørge om? Lyder dilemmaet, jeg er efterladt med

Jeg sidder for mig selv og skriver i min lille røde notesbog, som jeg i en vild overspringshandling besluttede mig for at købe og dekorere med klistermærker, inden jeg under nogle omstændigheder kunne fortsætte med den planlægning, jeg havde besluttet mig for at gå i gang med. Nedskriv mål for 2017. Nedskriv mål for Sillewho. Nedskriv tallet på min forhøjede puls, der banker afsted lige nu, så folk kan se årsagen til, at jeg lige om lidt ligger omkommet på gulvet.

Det var alle målene og voksenlivet, der fik hende, Dr. Watson. 

De fleste af mine mål skal aldrig læses af andre. De kunne i såfald tolkes som overfladiske, banale, åndssvage, uforståelige eller uopnåelige. Det kan de selv for mig. Så jeg lukker den lille røde bog tæt i, inden jeg går ud i køkkenet for at brygge en kop varm vand med citron og honning. Under overskriften mål for Sillewho, der er efterfulgt af en lille deform stjerne, der har jeg skrevet, at jeg gerne vil kunne leve af Sillewho. Det er en barnlig drøm, en af de førnævnte personlige nedskrivninger, der kunne tolkes som overfladisk eller uopnåelig af udefrakommende. Jeg tror nok faktisk ikke rigtig på, at det kan lade sig gøre, tænker jeg for mig selv, mens jeg puster på det varme vand i min lille kop. Men under dette mål står endnu et, hvis ordlyd gør det klart for mig, at denne ikke må fejle.

Der står, at jeg skal blive ved med at være ærlig. Jeg skal blive ved med at være stolt over det, jeg laver. Jeg skal blive ved med at følge min mavefornemmelse.

Ovennævnte tre punkter lyder alle nemmere, end de egentlig er. For ganske ofte går min forstand imod mit behov for at være ærlig. Sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er det rigtige? Graver du ikke bare din egen grav?

Burde du ikke lave nogle flere collager?

Men det står på min liste. Og hvad der står på min liste, skal der kæmpes for. Jeg skriver videre under mine forskellige punkter. Hvad skal jeg nå i år? Hvad skal jeg nå med Sillewho? Hvad skal jeg nå i morgen? Under dem alle tilføjer jeg: Nedsæt dit overforbrug af lister. Under min Sillewho-liste bliver der ligeledes tilføjet et mere konkret punkt under min fremhævelse af, at jeg vil være stolt, ærlig og følge min mavefornemmelse. Med min krøllede skrift nedfælder jeg:

A cup of coffee and your story please.

En pludselig fornemmelse af, at det er vigtigt for mig at fortsætte med netop det koncept, spreder sig i mig. Ikke kun på grund af dem på den anden side, men på grund af mig selv. På grund af det jeg har lært. Det jeg har hørt.

På grund af mit løfte om at være stolt af mig selv.

Jeg beslutter mig for, at den næste jeg skal drikke kaffe med, er mig selv. For at forene mit løfte om ærlighed og stolthed i én og samme tekst. Men da jeg sætter koppen med det nu kolde vand på bordet, er jeg efterladt med spørgsmålet om, hvordan fanden jeg så lige skal gøre det?

Skal jeg stille mig selv de samme spørgsmål som dem, jeg giver til andre? Skal jeg få en anden til at interviewe mig? Skal jeg lade mine læsere komme med de spørgsmål, som de ville stille mig, hvis det var dem, der drak kaffe med mig?

I don’t fucking know.

Så jeg beslutter mig for at sende spørgsmålet videre på mine læsere. Hvad ville de foretrække? Hvilke spørgsmål vil de have svar på? Har de nogle gode ideer til, hvordan det skal udføres? For på den måde kan de være med til at forme det, der nok bliver et af de mest personlige indlæg til dags dato. På den måde kan de sende mig de spørgsmål, som de gerne vil have svar på. På den måde kan de give udtryk for, hvilken måde de ville foretrække det gjort på.

Så det gør jeg.

Jeg sætter mig foran tastaturet og begynder at skrive teksten, der skal indeholde alle de spørgsmål, som jeg gerne vil have svar på.

Har I de svar?