Gamle katte og dybe mærker

Jeg går normalt ikke rundt og venter på tegn. Det ville være fjollet. Men der er bare det, at da min kat, Bob, døde, havde jeg en drøm om ham. Bob var stor og sort med en lille hvid plet på brystet. Han havde det med at glemme at trække tænderne ind i munden, så de hang bare derude og lignede noget, en vissen Dracula havde tabt i farten. Og for at sige det, som det var: Bob var ikke en begavet kat. Men han havde sin helt egen hugtandede og højtmjavende charme, og jeg elskede den kat.
Nå, men i drømmen kunne han tale. Vi snakkede om lidt af hvert. Bob fortalte mig blandt andet, at han var på vej til frisør. Så sagde han, at jeg ikke skulle være bekymret, for han havde det godt, og da jeg vågnede, vidste jeg, at han var død. Bob blev 15 år.
Da Bobs bror, Gabber, blev 17 år, begyndte han at blive træt, og vi vidste, at han også snart skulle dø. Og selv om det er fjollet at tro på tegn, havde jeg en forventning om, at han selv ville fortælle mig det, når det skete. Hvis Bob havde gjort det, ville Gabber helt sikkert gøre det. For Gabber var ikke kun min kat. Han var min kat. Min Gabber. Min Gabski. Min Gabberas. Gabber var den kloge kat, som kunne åbne døre og stjæle mad uden at blive opdaget. Han var den kat, jeg sov i arm med. Han var verdens bedste kat. Men som de fleste katteejere ved, kan selv den bedste kat blive skidesur. Og Gabber blev sur, da han og Bob skulle bo hos min mor, fordi min situation havde ændret sig. Bob var heldigvis for dum til at blive sur, men der var en meget lang periode, hvor jeg kun fik lov til at se Gabber bagfra.
Han blev heldigvis god igen med tiden, og jeg glædede mig til den dag, jeg kunne fortælle ham, at han kunne bo hos mig igen, fordi jeg havde fået et lille hus med en have. Men inden jeg nåede så langt, gik det op for mig, at min mors hus og have var blevet hans hjem. Han var en gammel kattemand med gammel-kattemandsritualer. Der var den gode stol til de sammenkrøllede lure. Der var havebordet, som var den bedste vagtpost. Og der var skoven, som var det eneste gode kattetoilet for en gammel Gabbermås. Så han skulle ikke bo hos mig igen. Det blev vedtaget, og så døde han. Men jeg fik ikke en drøm, hvor han fortalte, at han havde det godt. Jeg tænkte ”pyt med det. Jeg tror ikke på tegn, men hvis jeg gjorde, ville jeg garanteret tro, at de kunne være lidt forsinkede”. Men der kom heller ikke noget forsinket tegn.
Vi begravede Gabber i min mors have. Det var november, og vi gravede tulipanløg ned lige over ham. Han var jo bare en kat, og han var ikke engang en kat, der gav et lillebitte tegn i en drøm, når han skulle dø. Men jeg var så ked af det. Så jeg skrev en historie om en gammel kat, der ikke vidste, at den skulle dø. Men det skulle den. Og det hjalp. Jeg skrev mig selv et tegn.

Det var i 2015. Jeg lagde historien væk i et år, og så lagde jeg den ind i kladderne her på bloggen og tænkte, at jeg kunne bruge den en af de utallige gange, min hjerne og mine skrivefingre ikke kunne samarbejde. Men så gik det pludselig stærkt, og nu sidder den, min lille kattehistorie, i et hæfte sammen med illustrationer af Karina Bækkelund. Den handler ikke kun om Gabber. Den handler om alle de katte … om alle de levende væsener, der dør, og som vi altid vil savne. Også selv om de var gamle og havde et godt liv. De sidder fast, og sådan er det bare.

Katten og træet kan købes på Damgaard forlags stand på Copenhagen Comics i morgen og på søndag. Og inden alt for længe vil den også kunne købes på Saxo.com.
Og bare lige så det er sagt: Det er egentlig ikke en voksenhistorie, og det er egentlig ikke en børnehistorie. Det er egentlig bare en historie, der er skrevet af en person, der savnede sin døde kat.

Email, RSS Follow
3 svar

Det var i Luton #7

Der var så mange regler. Drenge drak pints og piger drak half pints. Når piger alligevel drak pints, fordi en varm hånd på et lille glas gjorde øllen lummer, var det så utroligt usædvanligt, at dj’en, som lignede Jason Donovan, råbte om det i mikrofonen. Man skulle også skiftes til at give rounds, så når man var løbet tør for penge, skulle man ikke gå på pub med en stor flok. Man skulle passe på med at kigge forkert på de andre piger, hvis man ikke havde lyst til at slås, og det havde man aldrig. Og man skulle lære, at det var i orden at bede nærgående drenge om at piss off. Det var mærkeligt for mig med opmærksomheden fra de unge mænd og de gamle mænd. Det var ikke noget, jeg og mit kedelige hylster havde haft brug for at forholde os til før. Men i Luton sagde de, at jeg var pretty, og jeg troede, at de løj og gjorde nar. Medmindre jeg havde drukket to pints. Så grinede jeg af deres tilnærmelser. Så spurgte de, om jeg ikke ville gå med ud, og så stak jeg af gennem bagdøren ind til hotellet.

Det gik bedre med at lære folk at kende. Det var nemmere, når der var pints. Så var der kokkene fra restauranten og deres vilde historier. Der var Donna, der kunne fortælle alle rygter om de andre. Og der var Bettina, som jeg kunne slaske helt sammen af grin med i et hjørne. Når det blev for overvældende, kunne vi låse os ude på pubbens dametoilet og fnise af på dansk, mens fremmede damestemmer spurgte ”are you girls from Aberdeen” uden for døren.

Det blev sjovere og nemmere, men der var stadig folk, der hadede mig. Ian, som var pubbens manager, tilføjede ret hurtigt sig selv til den lille flok.

Email, RSS Follow
2 svar

Det var i Luton #6

Jeg havde Bettina, som var blevet på hotellet, da Malene rejste hjem. Men selv om Bettina gjorde alt, hvad hun kunne for at gøre det nemt for mig, havde hun allerede et helt liv med kæreste og venner og arbejdstider, der ikke passede med mine, og aftenerne blev brugt på værelset alene. Så kunne jeg sidde der og græde over, at jeg ikke kunne finde ud af at være et rigtigt menneske hjemme i Danmark, og nu var det lige ved at vise sig, at jeg heller ikke kunne finde ud af det i England. Jeg savnede mine venner og min kat og mine forældre og min søster og min bedstemor, og jeg ringede hjem og savnede alt, hvad jeg kunne gennem telefonen.

Når jeg skulle ringe, skulle jeg igennem receptionen. ”Tast nul og bed om en linje”. Og jeg sagde pænt please bagefter, men alligevel sagde stemmen i den anden ende ”nej” en aften. ”Du kan ikke få en linje, for du har ikke betalt din telefonregning.” Det var Jackie i den anden ende. Jackie med omvendtsbrillerne, og hun forsøgte ikke engang at skjule sin fryd. Det var et nyt land og et nyt g, og nye mennesker der hadede mig, og nye regninger jeg ikke vidste noget om. Der var kun mig til at finde ud af det hele, og jeg fandt ud af betale regningen med min lillebitte løn, og jeg fandt ud af, at når telefonregningen var høj, kunne jeg ikke trøsteshoppe, og sådan var det bare. Jeg fandt også ud af at sortere nyrerne fra gryderetten i kantinen, og at kantinen ind imellem var bedre end værelset, for der var nogen, man kunne snakke med. For eksempel Donna. Og når man snakkede med Donna, kunne man aftale at gå ned på pubben, og nede på pubben, som hørte til hotellet, kunne man lære de andre at kende.

Email, RSS Follow
Skriv et svar