For et par weekender siden, sagde jeg til håndværkeren: “Jeg trænger til at se havet”, så vi pakkede kaffe og et par sandwich, startede bilen og kørte mod nord.
Vi parkerede i strandkanten syd for Løkken, der sad vi og nød synet, mens vi spiste og drak det medbragte.
Jeg gik en lille tur på stranden, inden vi kørte hjem igen, men ellers skete der ikke noget – bare at se, føle og dufte havet … uhm
det er ellers længe siden sidst,
det hele har været lidt i hårdknude,
søvnunderskud er et helvede,
men nu har jeg sovet flere nætter – sådan da – så der kan spores en smule positivt livssyn,
det var sgu også på tiden,
jeg kender ikke mig selv, når jeg er en træt, grå, sur, stille udgave af mig,
skal vi ikke bare aftale, at foråret kommer på torsdag?
1det forår med sol tak
venlig hilsen
Helle i Arden
… med runde hjørner – det havde jeg ikke bedt om
2Weekenden begyndte som den plejer, vi sov længe, satte os i sofaen (ja vi spiser i sofaen i stuen), drak kaffe, spiste morgenmad og snakkede om lidt af hvert, da der pludselig kørte en transporter op foran havelågen. Jeg tænkte, at jeg nok havde bestilt noget garn, (det sker jo), og gik ud for at tage i mod, men han afleverede en stor papkasse med en buket blomster. Sikke en overraskelse.
det var datteren, som havde sendt den smukkeste buket til os – jeg blev lidt rørstrømsk, der skal ikke så meget til, når man er lidt hudløs.
Senere kom yngste forbi, han havde lovet at montere en ny antenne, så jeg kan se tv i LAN-rummet (ældste har døbt vores hobby-/krea-rum).
som I kan se, havde faderen lidt svært ved ikke at blande sig … men det lykkedes ham at holde hænderne i lommen (næsten).
Lidt senere kom mellemste også forbi, han havde været hos en kammerat i byen, han bor jo i Aalborg, så han kiggede lige ind for at sige hej.
heldigt for håndværkeren, for han skulle hente noget brænde i Rold, og det var optur at få hjælp til at læsse af.
Preben var også rigtig glad for blomsterne.
fulgte vi solen.
Søndagen var grå og skyerne var tunge, som altid ville jeg ud og se verden – ud i det blå – væk fra hjemmet – så vi kørte sydpå og senere mod øst.
Vejrudsigten havde forudsagt, at solen ville kunne ses i Midtjylland eller måske kun på Mols, så vi kørte først til Randers, hvor jeg havde et ærinde, bagefter på kryds og tværs over Mols, til vi nåede Ebeltoft.
Fregatten holdt lukket, så vi måtte nøjes med at kigge og gå tur på molen i det dejlige vejr, det var helt ok.
Bagefter kørte vi langs vandet hele vejen til Aarhus – en dejlig tur.
Vi snuppede en sandwich med på vejen, den spiste vi med udsigt over Aarhusbugten ved Riis skov.
Vi krydsede igennem Aarhus og endte på Langenæs konditori på Langenæs allé, hvor vi fik kaffe og fastelavnsbolle (med svesker og uden fløde tak).
Endnu en dejlig dag med håndværkeren i bilen og ud i det blå.
4var et ikke alle, som havde en telefon !!!
Vi boede i den lille by Rold, og vi havde en telefon, men flere af de lidt ældre mennesker havde ikke – så hvis de skulle have en besked, blev der ringet til os, og jeg blev sendt hjem til vedkommende med en besked, om at de skulle ringe til xx, så kom de løbende (folk ringede kun, hvis det var en vigtig besked), ringede op, førte en kort samtale og lagde 1 krone på bordet, når de gik.
Når vi fik en kæreste, havde vi ikke livline i hinanden, men ringede sammen – ikke hver dag og slet ikke flere gange om dagen, men 1 eller to gange om ugen – måske – ellers mødtes vi bare til bal om lørdagen. Hold nu op hvor er jeg glad for det, jeg hader, når andre skal vide, hvor jeg er, og hvad jeg laver på alle mulige tidspunkter … ring til mig og spørg “hvad laver du”, og jeg går fuldstændig i baglås 😉 Jeg havde et par kærester, som henholdsvis ringede for tit og kom på besøg for tit, så dem havde jeg ikke så længe.
Hvis vi var i biografen, og skulle ringe, når vi skulle hentes, fandt vi en telefonboks, og hvis den virkede, ringede vi hjem.
Meget af tiden lavede vi aftaler på forhånd – om at mødes, at blive hentet osv
Det er først indenfor de seneste par år, at jeg er begyndt at have min mobil med mig på tur – den dag jeg faldt i sneen og havde besvær med at rejse mig helt nøjagtigt, men jeg kan sagtens finde på at lade den ringe, hvis jeg ikke synes, det rager andre, hvor jeg er. Det er ikke en selvfølge, at jeg vil forstyrres, det bestemmer jeg.
Min datter undskylder nogle gange, at hun har snakket for længe, hvis hun ringer uden formål, hun ved godt, at det der med at hænge i telefonen bliver aldrig min spidskompetance. Når jeg tjekker min telefonregning, er der måneder, hvor jeg slet ikke har brugt telefonen til at snakke i.
Jeg ved forresten, hvor der står en telfonboks, jeg vil forbi og tage et billede en dag. En eller anden dag bliver den vel fjernet.
Ja, ja – jeg er sær, jeg ved det godt.
2eller hvad man nu siger.
Som I ved (til bevidstløshed), er jeg kronisk smertepatient. Jeg har prøvet alverdens smertestillende medicin, men kan ikke tåle noget af det. Det bedste har været de to forløb på Smertecentret i Aalborg.
I denne vinter har jeg haft det værre, så jeg har tænkt mange tanker om at skulle prøve medicinsk Cannabis.
Hvis jeg stadig havde min gamle læge, ville jeg tage ned til ham og snakke det igennem, men desværre er han gået på pension. Nu har jeg 3 læger, som ikke kender mig og de 15 min. en tid varer, kan jeg jo ikke nå at fortælle min historie – det føles så dumt at starte forfra, når jeg har været igennem så meget.
Jeg kan skaffe det selv, (jeg har fundet ud af hvor), men jeg tør ikke – ikke endnu. Det er vist også så dyrt, at jeg ikke bare kan købe det efter behov.
Tankerne om det – og nogle andre ting – fylder så meget inde i hovedet, og jeg tror, at det er en af grundene til, at jeg har svært ved at falde i søvn og sover meget uroligt.
Jeg tror, at jeg skriver det hele ned (ikke her og ikke offentligt men i et dokument) – så det kommer ud af kroppen – så må jeg senere finde ud af, hvad jeg gør.
Måske giver jeg min nye læge dokumentet, så må vi se, hvordan han reagerer.
7Så smuttede der lige en uge igen.
Sidste weekend havde vi besøg af de to ældste fra fredag til søndag, vi skulle til fødselsdag lørdag eftermiddag, og så benyttede vi chancen til at få set og snakket med de to store unger. Yngste kom et smut forbi lørdag formiddag, hvor hans kæreste skulle arbejde, så han fik også del i snakken.
Lørdag eftermiddag var en hyggelig eftermiddag i familiens skød – og så med kage, cacao og kaffe.
Lørdag aften snuppede vi lidt hurtig mad og mere snak.
Søndag tog ungerne hjem midt om eftermiddagen, ældste var i gang med et oplæg, hun skal holde i København til maj og mellemste skulle på skitur om mandagen, og han manglede at vaske 🙂 om aftenen fandt ældste ud af, at hun havde glemt opladeren til sin computer hos os, det er en ny Mac, så hun kunne ikke låne – og den skulle jo også bruges på jobbet om mandagen, så hun ville køre hjem sent søndag, overnatte og så køre på arbejde mandag morgen – hjemme i Aarhus – men vi forbarmede os og kørte til Randers, så kunne hun også køre til Randers, og vi kunne overdrage opladeren der.
Jeg kom til at knurre af en på Facebook – det er det jeg siger, jeg skal holde mig for mig selv, når lunten er så kort.
5med sygdomssnak. Jeg havde tænkt, at det skulle være slut nu, men jeg har lige lidt mere – ok?
Jeg har flere steder læst beskrivelser af, hvordan det er at være usynligt syg – altså med smerter, svimmelhed, psykiske problemer osv – de to jeg har læst i denne uge, har begge fået en hjernerystelse, hvor de døjer med senfølger, men jeg har mange gange læst den slags beskrivelser i lukkede grupper med andre fibromyalgi-/gigtpatienter. Jeg har også selv haft de tanker, men har ikke fået dem ned på papir – det er nemlig en del af det at være kronisk smertepatient, at man får svært ved at koncentrere sig og at formulere sig, så er det godt at kunne snuppe andres formuleringer og bruge det, der allerede er sagt.
For mig er et af de store problemer med min sygdom, at jeg har så svært ved at deltage i noget ud over den sædvanlige hverdag. Al snakken i løbet af ugen om turen på stranden i isnende blæsevejr er bare en side af historien – jeg får ondt, bliver træt, får mange gange feber og er generelt “syg” – som en influenza af de værre – i en uge +/- afhængig af så meget andet. Det bliver udløst af noget, som andre mennesker tager som en selvfølge – og måske derfor har de så svært ved at forstå, at det er sådan – at få gæster og at deltage i fester med uro (dans, larm, snak osv), er et par af tingene.
Sidste år ville ældste holde sin fødselsdag her, fordi familien bor i nærheden, men jeg sagde nej – jamen jeg laver det hele, sagde hun, du skal bare være her som gæst – men nej, hvis jeg ved, at her kommer fremmede, så vil jeg give mig til at gøre rent, gøre rent på badeværelset, tænke og overveje og blive vildt stresset – det hele påvirker kroppen negativt, så jeg ved, at jeg bagefter må kæmpe med smerter og træthed.
Jeg kan godt høre, at det bare lyder som en pivskid, der taler. Det kan vel ikke være så slemt. Hun må bare tage sig sammen.
Desværre, jeg ville så gerne, jeg ville så gerne kunne det hele.
Jeg er blevet bedre til at være ligeglad med, hvad folk siger … i gamle dage ville jeg diskutere, forklare og blive ked af det. I dag forsøger jeg at sige “nej” og ikke mere. Fx er der i familien en person, som mener, at jeg da godt kan arbejde – nej siger jeg – jamen du kan være fotograf – nej siger jeg – jamen du kan være freelance-fotograf – nej siger jeg. I virkeligheden betyder det kun noget, hvad den helt nære familie mener – altså mand og børn – og svigerbørn.
Nå, men nu fik I lige en portion klynk igen, det må være nok i denne omgang.
I eftermiddag skal jeg til børnefødselsdag, den kan jeg så fortælle om næste gang.
God og dejlig lørdag.
5Faktisk hjælper det på både humøret, helbredet og den almene tilstand,
Jeg ved det jo godt, det sker stort set hver uge, at jeg kommer i underskud.
Vækkeuret ringer kl. 5.30 og jeg behøver ikke stå op, men gør det alligevel for at gå tur med hunden, når håndværkeren kører på arbejde kl. 6.15 – det er så godt og rigtigt at starte dagen med at kysse og vinke ham på vej.
Jo længere hen vi kommer på ugen, jo mere træt og hængeøret bliver jeg – fordi jeg er træt – hunden sover i sengen, og mange nætter skal den ud at tisse.
Emma – altså hunden – har lige været i løbetid (tidligt i år), det har varet en månedstid, hvor hun drikker vildt meget og tisser tilsvarende meget – hun har været ude 1 – 2 – 3 gange om natten – og hvis man så først sover for sent, bliver det jo endnu værre med trætheden, når man har været oppe og har svært ved at falde i søvn igen. Den første nat efter juleferien faldt jeg først i søvn kl.2 og da vækkeuret ringede kl. 5.30, havde jeg været oppe med hunden 3 gange.
Jeg går som regel i seng ved halv ti/ti-tiden, så jeg kan nå at læse en smule, inden vi slukker ved halv elleve-tiden (håndværkeren har ikke brug for så meget søvn og han sover bedre om natten) og hvis jeg så bare sov til morgen, så var der ingen problemer, men sådan er det sjældent. Hvis jeg er meget træt, plejer jeg at falde i søvn siddende i stolen om eftermiddagen, men andre gange bliver jeg bare mere og mere træt og de sorte rande ender helt nede på kinderne. Sådan var det i tirsdags, så i går sov jeg videre, da håndværkeren havde været inde og kysse farvel – jeg stod først op kl. 8 og i aftes gik jeg tidligt i seng, og Emma har ikke været ude i nat, så nu er jeg udsovet i denne omgang. Det skulle gerne vare indtil weekenden, hvor jeg sover, så længe jeg kan (ikke at det er så længe 😉
Nu vil jeg smutte i Fakta og få købt ind, bagefter på biblioteket, hvor en bunke foto-blade venter på mig.
God dag – jeg er sikker på, at jeg får en 🙂
4
