Ja, hvorfor ikke kombinere tingene?
Det sted, Merete havde lejet, er, foruden festsal og øvelokale for The Hicks, som spillede gode rock- og 60’er hits efter middagen, også adressen på Danmarks største østershattefarm. Alle gæsterne så produktionsfaciliteterne (vi blev lukket ind i hold), hvilket var virkelig interessant at se og høre om.
De høster helt op til 800 kilo. Om dagen! Uhhh, det kriblede i fingrene, og jeg måtte beherske mig for ikke at ‘komme til’ at plukke et par gode klaser østershatte, som er en rigtig god spisesvamp. Vi fik dog alt hvad vi kunne spise til natmaden, som bestod af en lækker østershattesuppe med masser af svampe i. De bliver dyrket i pasturiseret halm i poser i tre etager i lange rækker. Holddaop, der var mange poser med halm i den bygning. Lige pludselig kunne vi godt forstå de 800 kilo på en dag. Der bliver høstet hver dag, inklusive weekender og helligdage.
Festen var et brag af en fest. Fordi det blev holdt på en gård, var der god udenomsplads, så mange havde taget telt eller campingvogn med, så de var fri for at tænke på den kedelige ting at skulle køre hjem.
Underholdingen var festlig, især indslaget fra vores fætter Kurt, som havde lagt et stort arbejde i at printe store bannere ud og hængt dem op på en stang, således, at man kunne bladre i dem. Meretes opgave gik ud på at kigge på de mange gæster og konkludere ud fra, hvem af os der rejste sig op, hvad der stod på banneret. Fordi Kurt havde taget fejl af kano og kajak, kunne jeg også rejse mig op til den tekst, hvilket forvirrede hende totalt. Ellers gættede hun vist dem alle sammen. Ud over de her viste var der “Hvem har spillet sammen med Merete?” (hun har spillet klarinet i et orkester for mange år siden) og “Hvem har rejst i udlandet med Merete?” Det var et meget morsomt indslag, som involverede samtlige og som alle, også ‘offeret’ selv, havde det rigtig sjovt med at deltage i.
Der kom en del bemærkninger undervejs, både stuerene og det modsatte, som var yderst underholdende, men som jeg har censureret bort her …
Vi var hjemme klokken 03:30, og vi er begge hamrende trætte i dag – jeg nok endnu mere end John, for han holdt sig til de alkoholfrie øl hele aftenen, mens jeg nød den gode og meget rigelige vin … men hvor var jeg glad for, at han godt gider det med at køre hjem – jeg har det også meget bedre dagen efter, når jeg ikke har drukket alt det alkohol – ja, det kan du sagtens bilde mig ind … det var ved at være lyst, da vi kom hjem … gad vide hvornår de sidste faldt omkuld?
Men det var en god fest. Det er lidt tømmermænd værd – jeg har/havde nu ikke ondt i hovedet, men kan godt mærke, at jeg ikke skal sent i seng.
Sikke da et vejr! Min søster bliver 60 i morgen, hvor de lover lige så godt eller bedre vejr, så hun må have været sød. 
SÅ blev jeg vred. Jeg ringede til dem, da vi havde købt båden, for at få at vide, hvordan vi skulle forholde os mht. den og fik den besked, at småbåde af den slags var dækket af vores indboforsikring. Han spurgte hvor stor motoren var, hvilket han selvfølgelig fik oplyst. Okay – det skulle vi ikke bekymre os mere om; den var fuldt dækket.
Vi gik begge i gang straks efter morgenmaden, og nu er der pænt ude foran.
Børnenes Base Camp bliver konstant ud- og forbedret. De har sparet sammen, og med lidt supplering fra forældrene er der købt tykkere og derfor mere holdbare pressinger og nogle camouflagenet, så lejren bliver mindre synlig – en af beboerne i landsbyen (som kun er hjemme hver anden weekend!) synes, den er meget lidt køn at se på. Han er en sur stodder for at sige det rent ud, for der er omkring 250 meter ned til campen, så det må være temmelig begrænset, hvad den kan genere … den er svær at få øje på, selv uden camouflagen, ikke? (Billedet herunder, taget fra enden af deres store, ‘rigtige’ have). Han kan ikke engang høre dem, når de leger dernede. Han har også prøvet at nedlægge veto mod den swimmingpool, de snart begynder at bygge, men den slags brok kom han ikke igennem med, for man har lov til at larme på egen grund og i egen have. 
Det hedder It’s Showtime Again; jeg ved det godt, men ordene faldt mig lige ind, og overskriften mere end antyder, at der nu kommer et indlæg om Charlottes skurvogn i Woodborough. 
Vi overnattede i Blarney, hvorfor det var oplagt at se Blarney Castle inden vi satte kursen mod Dublin, hvor vi lige om lidt har vores sidste nat i Irland.
Vi er i Connemara-området – det med de vilde ponyer. Det er nærmest én stor mose, men det er dermed også sur jord og lige noget, rododendron kan lide. Der graves tørv i området. Nogle steder kan vi se, det bliver lagt i sække og formentlig solgt som spagnum, mens det andre steder bliver gravet op i lange stave, som tørres og anvendes som brænde/briketter.
Forleden var der en ordforrådstest på FB, hvor mit resultat kom ud med godt 24000 ord. 
Som den femte fejl regner jeg ‘på’ væggen, idet jeg går ud fra, at konen vil sy et billede til væggen og ikke på den – hun er ikke en flue.
Det er lidt pudsigt: Mine morforældre havde ikke mange penge at rutte med, men de havde åbenbart et kamera og var forholdsvis flittige til at forevige familie og venner – eller også har de fået billederne af andre; det ved jeg faktisk ikke noget om, men ikke desto mindre er der en del billeder af mor, hendes søskende og hendes veninder – og en masse, jeg ikke aner hvem er. 
kigger mig i spejlet, ser jeg min mor, som hun så ud de sidste 20 år inden hun døde. Det er en smule skræmmende, for jeg var i mange år overbevist om, at jeg ikke lignede hende spor, uanset hvad andre sagde om den sag.
John fandt i dag en app (Photo Scanner for me), som skanner billeder direkte ind på ipadden. Efter at have set en demo, købte jeg den (59 kr.) og har nu skannet nogle af billederne fra det gamle album. De blev faktisk bedre, end vores rigtige skanner nogen sinde har kunnet præstere, så appen kan jeg anbefale, hvis I har gamle fotoalbum, I gerne vil have digitaliseret. Det samme vil jeg sige til mine søstre – så kan de selv få lov at skanne de billeder de måtte ønske.
Sørens norske sweater har været færdig et stykke tid, og jeg kan bare ikke tage mig sammen til at få ordnet de sidste detaljer. Det tog mig lang til at tage mig sammen til at sy maskestingene til forlængelsen af mønstret midt foran og at strikke den dobbelte halskant. Det tog lang tid at tage mig sammen til at sy og klippe op. 
