Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Køkkenhave med indbygget skærehave

Der er ikke noget bedre and at have masser af blomster at plukke af til masser af havebuketter. Derfor sår jeg altid blomster mellem grønsagerne i køkkenhaven. Det ser så fint og uhøjtideligt ud, så selv om jeg i princippet er tilhænger af konceptet skærehave, foretrækker jeg model nyttehave, hvor der kan høstes måde grønsager, krydderurter og blomster til husbehov.

Morgenfruen, Calendula officinalis ‘Triangle Flashback’, er en af mine favoritblomster til køkkenhaven, selvom den har lidt ukrudtsagtige tilbøjeligheder. Men er den dog ikke smuk? Faktisk er sortsnavnet efterhånden lidt af en tilsnigelse, for årets planter kommer fra frø, der blev taget af sidste års planter, der også var baseret på hjemmehøstede frø. 

Den smukke, smukke sart lysegule blomsterkarse, Tropaeoulum majus ‘Milkmaid’, har jeg slet ikke sået i år. Det har sidste års planter klaret med stor effektivitet.

En del af de selvsåede planter dukker op på uhensigtsmæssige steder og bliver luget væk, men i kanten af køkkenhaven har de fået lov at blive stående. Ellers bliver der så tomt og trist, når de lilla, sputnikagtige glaskål inden længe er høstet. I øvrigt er både blomsterkarsens og morgenfruens blomster spiselige, så de hører hjemme i køkkenhaven af indtil flere årsager.

Agurk alarm i drivhuset

Det er fuldstændig forbløffende, hvor meget en agurkplante kan nå at vokse på ingen tid. Det er lige før, man kan høre det, og vender man ryggen til, har den sat en stribe nye sideskud, der bare venter på at kunne se deres snit til at filtre sig ind i hinanden og skabe jungleagtige tilstande i drivhuset.

Men sådan leger vi ikke. Jeg klipper sideskuddene af over første agurk og blad efter bedste evne, så ikke lysforholdene i drivhuset bliver helt umulige på grund af kæmpe agurkblade.

Dagens høst på de to planter løb igen op i syv styk, så agurketvangen er genindført på matriklen. Jeg har desuden indført begrebet køreagurker – okay med vekslende held – men det er faktisk ikke så ringe at guffe en skoleagurk i sig, når man er på langfart.

Melonplanten er lige så vital som agurkplanten, så den skal også klippes og begrænses i en uendelighed og samtidig dirigeres tilbage på klatrestativet, som skal sørge for, at melonerne kommer op i lyset. Glad blev jeg, da jeg under soigneringsarbejdet opdagede et par tydeligvis bestøvede frugter.

Og endnu gladere blev jeg, da jeg løftede et sideskud og opdagede, at der gemte sig en pænt stor melon nedenunder. Den kan i hvert fald sagtens nå at modne, så der er noget at glæde sig til 🙂 Nu gælder det bare om at holde skarpt øje med, hvornår melonen begynder at dufte, for så er den moden til høst.

 

Ribsplukning på den magelige måde

Ribsbuskene er gået helt amok i år. Ikke engang fuglene kan følge med og gøre et seriøst indhug i overfloden. Sjovt nok guffer de bærrene på den enlige busk i køkkenhaven, mens striben af ribsbuske i frugthaven står uberørte af fuglenæb hen og simpelthen bugner af modne bær. Det kræver vist en fuglepsykolog at forklare hvorfor.

For mig er ribsplukning synonymt med sommer i Danmark. Jeg holder meget af at lade mig synke ned mellem buskene og nyde synet af de lakrøde, perfekte bær i lange klaser, og jeg synes, det er en ret meditativ beskæftigelse at fylde Margretheskåle med bær til fryseren. 3 kg i timen resulterede eftermiddagens indsats i. Ribs må være noget af det nemmeste og bedst ydende, man kan dyrke i haven. Mens æbletræerne i frugthaven ærlig talt ser ud som om, de burde have været tvangsfjernet for længe siden, er der aldrig tegn på tørkestress eller andre fortrædeligheder, når det gælder ribsbuskene.

Selv om jeg sidder der i nydningen og inhalerer farvespillet, fuglesangen og fornemmelsen af rigdom i takt med, at fryseren bliver fyldt op, kan jeg godt blive ret træt i ryggen. Men det er der også en god løsning på. Ribsbuskene skal jo beskæres efter høst, og de grene, der tynget af bærvægten har lagt sig ned i hindbærplanterne ved siden af, skal under alle omstændigheder fjernes. Så kan man jo lige så godt slå to fluer med et smæk og klippe grenene af, før bærrene plukkes. Dermed kan man sidde nok så mageligt i fornuftig arbejdsstilling og gøre sin ribsplukning til en endnu større fornøjelse.

104 hektar haveudstilling i Berlin

Gårsdagen bød på en ud-af-haven oplevelse af de større, da en sviptur til Berlin også gav anledning til at besøge den gigantiske haveudstilling IGA Berlin 2017. Udstillingen – eller hvad man nu kan kalde et arrangement, der strækker sig over 180 dage og omfatter 104 hektar – har til formål at sætte have- og landskabsdesign og havekultur i byerne i fokus ikke bare med en tysk eller europæisk synsvinkel men  globalt set og dermed skabe en platform for dialog mellem kulturer. Udstillingsområdet er delt i to, og man kan vælge at gå fra ende til anden – og dermed konstatere hvor stort området er på egne fødder – eller at tage den til lejligheden etablerede svævebane i hvert fald den ene vej…

Udstillingsområdet Gärten der Welt er et centralt element i messen, hvor arrangørerne har forsøgt at etablere haver fra forskellige dele af verden. En kæmpemæssig opgave, som man nok kan diskutere, hor godt de er sluppet fra. Der er for eksempel en kinesisk have, en japansk have, en engelsk have osv. Og selvfølgelig en meget velbesøgt rosenhave. Set gennem mine briller er en af de mest vellykkede Karl Foerster haven, hvor en smuk sammensætning af stauder er det centrale… Men nu er jeg jo også ret glad for stauder…

Selvom jeg nok er en smule skuffet over verdenshaverne, og selv om mange af udstillingens bede bærer præg af at være nytilplantede og dermed mangler en hel del wow-effekt lige nu, er der heldigvis også mange velfungerende beplantninger med masser af inspiration til haven derhjemme. Her er for eksempel nogle ret lækre farve- og plantekombinationer, jeg godt kunne finde på at prøve at efterligne lidt …

Der var også flere opvisninger i, hvor flot det kan blive, når man får kombineret gyldne og brændte farver på den rigtige måde. Hmmm – det må jeg vist også have skabt lidt plads til…

Noget af det allermest vellykkede på IGA Berlin lige nu – efter min mening – er paradoksalt nok de vidtstrakte strøg med vilde planter, der kanter stierne mellem udstillingens to dele på aller smukkeste vis. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan de har set ud tidligere på året, og hvordan de kommer til at se ud senere, men lige nu er de simpelthen helt vildt skønne.

Læs mere om IGA Berlin her.

Trængsel i det pink bed

Der er ved at være temmelig meget trængsel i det pink bed ikke mindst på grund af den løsslupne slangeurt, Polygonum bistorta, der truer med at fortrænge alt andet. I øvrigt uden at den nogensinde har blomstret… Det taler for en tiltrængt overhaling, men det må vente til efteråret. For lige nu begynder bedets højsæson. Det markerer den gamle hortensiabusk, Hydrangea macrophylla, men endnu engang at springe ud, selv om levevilkårene i det tørre bed absolut ikke egner sig til hortensia.

Det skal den have stor tak for, for den er nu engang så fin med sine lyserøde skærme. Jeg kan aldrig helt beslutte mig for, om den er bedst nu, hvor blomsterstandene er limegrønne med de første strejf af lyserødt, eller om det er, når høstfarverne begynder at give busken et lækkert vintagepræg… Sikkert er det i hvert tilfælde, at her er en busk med flere højsæsoner.

Lige nu står fjerkløver, Trifolium rubens, også i blomst med smukke, dunbløde kløverblomster i en helt skøn farve. En dejlig staude, bare den får lidt støtte, for ellers falder den fra hinanden, når regnvejr gør blomsterhovederne for tunge til stænglerne.

En anden yndlingsstaude gør sit til at give den frodige bevoksning lidt lethed og ynde trods alt. Det er den yndefulde sort af lægekvæsurt, Sanguisorba officinalis ‘Pink Tanna’, der blomstrer med et mylder af små, lyserøde aks, der svajer på de tynde stængler.

De væver sig ud og ind mellem de andre planter i bedet. Her har de indgået en dekorativ alliance med en rosa stjernskærm, Astantia major.

En dårlig dag for vampyrer

De hvidløg, der blev sat den anden dag i november sidste år, som det ses her, er modne til høst. Sorten, der hedder Allium sativum ‘Pure White’ har givet pæne, faste hvidløg, så nu skulle vi nok kunne holde diverse vampyrer på afstand i et stykke tid. Det gælder om at få taget hvidløgene op i tide, for ellers begynder løgene at åbne sig, så feddene falder fra hinanden, og det er jo ikke lige meningen.

Hvidløgene er blevet hængt til tørre under det brede udhæng ved gavlen sammen med de sidste vinterløg, Allium ‘Radar’, der signalerede, at tiden var inde ved at ved at lade toppen vælte. Der var nu ikke så mange tilbage, for de er blevet spist hen ad vejen. Det har været lækker at være selvforsynende med friske løg de seneste måneder. Heldigvis er der flere løg på vej, der blev sat her i foråret i modsætning til vinterløgene, der blev sat i december.

Mens jeg høstede og ordnede mine hvidløg, gik jeg og lurede på de mange små topløg, der er dannet øverst på stænglen. Jeg ved, de kan bruges som sætteløg, men det har jeg ikke tålmodighed til. Jeg vil hellere købe hele hvidløg beregnet til formålet. Men de små mikrohvidløg, som topløgene ligner, kan også spises. Jeg gik i lag med at lede efter en opskrift på syltede topløg men fandt den ikke. Så nu har jeg prøvet mig frem med en syltelage som bruges til at sylte større fed. Der kan vel ikke være den store forskel… Resultatet kendes først, når de syltede topløg har trukket i lagen i en uges tid.

Drivhus med hyggezone

Et spørgsmål, der gik igen, da vi havde åben have i weekenden, var, hvorfor der er to forskellige belægninger i det nybyggede drivhus. Det skyldes ikke, at vi løb tør for hverken gulvbrædder eller fliser 🙂 De to forskellige belægninger skal simpelthen skabe rum i rummet. Bagerst en hyggezone med trægulv, forrest et arbejdsrum – et planteværksted – med flisegulv, der er nemt at feje, for der kommer helt sikkert jord på gulvet. Drivhuset er nemlig ikke kun til pynt.

Indretningen af sådan et nyt drivhus er jo en proces, der ikke sådan lige løber til ende på et par dage. Heldigvis. Men ved hjælp af store planter i krukker og drivhusinventar fra det gamle drivhus, er der allerede skabt fornemmelsen af to rum adskilt af en grøn væg, sådan som jeg havde forestillet mig. Et par stabler af gamle løgkasser fungerer i hvert fald indtil videre som planteborde. Men der er store planer…

I planteværkstedet giver det hjemmesnedkererede arbejdsbord plads til både såning, potning, stikning, og hvad der ellers skal til, når der skal nusses om planterne – og samtidig er der god plads til opbevaring af alle nødvendighederne.

Det tog ikke mange dage efter indflytningen, før det nye drivhus var blevet præcist det yndlingssted, jeg havde drømt om – og der er allerede blevet indtaget mange kopper kaffe under det nye glastag 🙂

Køkkenhaven gi’r ro i sjælen

Min køkkenhave er måske mit yndlingssted i hele verden. Her er man gemt helt væk fra trængsel og alarm omgivet af lægivende træer og fuglesang. Forleden var der en, der kaldte den en woodland kitchengarden… et begreb, jeg fluks har taget til mig, for det beskriver jo meget godt den uhøjtidelige køkkenhave, som den ligger der i et selvstændigt haverum midt i naturskoven.

På denne årstid er køkkenhaven særlig dejlig. Ikke bare fordi der kan høstes både det ene og det andet, men også fordi frodigheden er næsten overvældende, nu da der både vokses og blomstres mere eller mindre autoriseret. Her blander rucola i blomst sig med fennikel og rød grønkål i et ret lækkert farvespil.

Rucolaen burde selvfølgelig ikke blomstre men afløses af en ny række, men jeg nænner simpelthen ikke at luge planter, der blomstrer så smukt… Jeg plejer at forsvare mig med, at blomsterne kan spises, men det er oprigtig talt ikke noget, vi praktiserer nævneværdigt.

I en stribe jord bag selve køkkenhaven er der plantet blandt andet krydderurter i spredt fægtning. Det giver også super gode oplevelser lige nu, da krydderurterne er begyndt at blomstre. Her har citrontimian, Thymus x citriodorus, og lavendel, Lavandula angustifolia, indgået et nærmest perfekt partnerskab.

Koreansk anisisop, Agastache rugosa, blomstrer også lystigt i en stor krukke i hjørnet af køkkenhaven og giver sådan et fint kig, når man entrer den fredfyldte oase, som kan få i hvert fald mine skuldre til at falde helt ned.

Ærteblomster med og uden duft

En af de mest spektakulære planter i haven lige nu er den snehvide sort af flerårig ærteblomst, Lathyrus latifolius ‘Alba’. Der er faktisk et klatrestativ inde midt i blomsterhavet, men den frodige plante har fuldstændig dækket det og breder sig i øvrigt dumdristigt langt ud over rammerne af stativet, med den risiko det giver for at kække i vind og vejr. Men foreløbig går det fint.

Flerårig ærteblomst er, som navnet mere end antyder, en staude, der kommer trofast igen år efter år. De smukke, hvide blomster ligner meget blomsterne af de populære enårige ærteblomster, dem der hedder almindelig ærteblomst, Lathyrus odoratus. Men de adskiller sig desværre på et markant punkt. De dufter nemlig overhovedet ikke. Det er en skam, men til gengæld er de ualmindeligt nemme at dyrke og jo absolut smukke at se på.

Dufter gør til gengæld Lathyrus odoratus ‘Matucana’. Helt fantastisk endda. Det er en gammel sort med ret små, tofarvede blomster. Den holder jeg meget af, for jeg synes, den er mere yndefuld end mange af de storblomstrede sorter. Og dertil kommer så duften. Den står i en krukke ved døren til det nye drivhus, hvor velduften strejfer næsen, hver gang man går ud og ind.

En anden lækker sort af almindelig ærteblomst, der lige er begyndt at blomstre for alvor, er den meget mørkerøde, næsten sorte Lathyrus odoratus ‘Black Knight’, der også kan det der med at sprede velduft i luftrummet omkring sig. Det er de duftoplevelser, man skal huske at minde sig selv om i det tidligste forår, når det er sæson for forspiring, så man ikke risikerer at glemme at så ærteblomster.

Tusind tak for besøgene

En fantastisk weekend er ved at være forbi, og familien her er ved at være en anelse mat i sokkerne. Men hold op hvor har det været dejligt at have haven fyldt med så mange så glade havefolk. Tusind tak for alle besøgene, alle de pæne ord og alle de gode spørgsmål.

Der er nogle af havens planter, som rigtig mange har spurgt til. En af dem er voksurt, Cerinthe major, der lige nu lyser vældigt op med sin sære, blågrønne højblade, som de små, rørformede, lilla blomster putter sig i. Det er en enårig sommerblomst, jeg har forspiret i vindueskarmen og siden plantet ud. Nogle af gæsterne har fortalt mig, at den gerne sår sig selv. Det krydser jeg fingre for 🙂

En anden plante, der virkelig har fanget opmærksomheden, er ikke uventet Senecio candicens ‘Angel Wings’. De smukke krukkeplanter med blade så hvide og bløde som englevinger, er prøveplanter fra Gartneriet Pedersen, der blev plantet i krukkerne i april og siden har udviklet sig både smukt og elegant. Mon ikke de har bestået prøven, så gartneren tager dem i produktion til næste år. Jeg er sikker på, at vi er mange, der håber på det.

Sidst men ikke mindst er der mange, der har spurgt til den høje graciøse staude, virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum. En høj og graciøs staude, der lige er sprunget ud og i øvrigt er utroligt nem at have med at gøre, selv her på et vindomsust hjørne på sandjorden. Den vælter ikke, trods højden, og den blomstrer i månedsvis. En af mine absolutte yndlingsstauder.

Side 1 af 89

Helt hen i haven