I går (for et par dage siden, red.) sejlede vi tilbage til Bali, hvor vi har haft en enkelt overnatning, inden vi skal med flyet til Singapore og København. 

Denne gang er vi havnet på et meget stort hotel, eller et stort resport, må det være. Det er normalt ikke dét, vi foretrækker, men vores værelse er igen helt i top, med en udendørs daybed direkte ned til den fiskedam med karper, der flyder langs hele denne værelsesbygning med ca. 10 værelser. 

Sanur er en fin lille by, og det viser sig, at det også er den billigste, af de steder, vi har boet. Sanur ligger sydpå ved gode badestrande og tæt på lufthavnen, og skulle være et af de mest turistede områder (hvilket vi ikke opdagede, fordi vi jo heldigvis rejser først på sæsonen), så jeg ville have troet, at de ville tage et fast greb om turisternes lommer. Men sådan er det slet ikke. Sidste dag, mens vi ventede på at blive hentet til lufthavnen, fik jeg en times massage, med en særlig god (og derfor lidt dyrere) olie, en manicure (min første nogensinde) og en pedicure –  begge dele med lak. I alt 115 kr. 

Vi skulle tjekke ud fra vores værelse kl. 12, og blev først hentet kl. 16, men hotellet havde heldigvis et særligt omklædningsværelse med tilhørende bruser, så vi kunne tjekke nyvaskede ind i lufthavnen. 

Lige nu sidder jeg i flyet fra Singapore til København. Maden har været serveret, lyset er slukket, og nu skal vi sove, så vi kan komme ind i den nye døgnrytme, når vi lander i morgen kl. 5.30, dansk tid. Det bliver en laaang dag. 

* * *

Det er i mellemtiden blevet søndag formiddag. Jeg fik ret – lørdag blev temmelig lang og temmelig træt, så jeg glemte at blogge, da jeg fik wifi igen. Så her er de sidste ord fra Bali. 

.

.

.

En af årsagerne til, at vi valgte at besøge Gili, var snorklemulighederne. Ikke fordi jeg er nogen vandhund – sidst jeg snorklede var i 1990 – og gemalen er egentlig heller ikke, men der var efter sigende mulighed for at se havskilpadder i deres helt naturlige habitat, og så var jeg solgt. Siden vi for to år siden så et kæmpe eksemplar skubbe sig op på land på Borneo, og i løbet af nogle få timer grave en rede, lægge en hulens masse æg, og mase sig tilbage til havet, har det været et stort ønske for mig at se dem i havet. 

Så vi lejede en båd med skipper og havguide og planlagde tre stop: ét ved Gili Meno, hvor skildpadderne holder til, ét ved Gili Air, hvor det vrimler med farvestrålende fisk, og et imellem Meno og Gili T, hvor der dels ligger et skibsvrag og dels er et stort koralrev. 

Lad mig med det samme afsløre, at det var en fantastisk tur, så absolut et af feriens højdepunkter. 

Vi sejlede ud en morgen kl. 9 og efter ca. et kvarters sejlads blev motoren slukket, og der blev lagt op til, at man bare skulle kaste sig ud over rælingen (hedder det sådan Frank? – jeg ved du er sejler). Nå, jamen godt så. Lige noget for mig :-|. Heldigvis viste det sig at vandet også det var dejlig varmt og helt roligt, så det var fint nok. Vores havguide hoppede også i, og heldigvis for det, for han viste præcist hvor han skulle lede efter skildpadderne, som gemte sig godt på bunden. Han dykkede ned (kun med snorkel – ingen maske) og kildede den første padde på skjoldet, så den vente sig om mod ham (og mig!). Og så startede en “opvisning”, hvor guiden, med bestemte bevægelser i vandet, fik det store dyr til at svømme stille og roligt opad til os. Jeg var meget tæt på at kunne have nået den, men jeg var det altså bedst med snorklen oven vande. Til gengæld er jeg ikke et sekund i tvivl om, at den på et tidspunkt kiggede mig i øjnene og smilede til mig. Vi svømmede lidt rundt, og så vel en 5-6 stykker i alt. Storslået!

Jeg følte mig efterhånden som en anden Jacques cousteau da vi sejlede videre til det andet punkt. Her blev vi udstyret med skiver af toastbrød, som åbenbart er en fornem fiskespise, for jeg skal da lige love for, at de kom myldrende, og spise direkte fra vores hænder. Ja, faktisk også nappede lidt i dem, når vi var for fedtet med brødet. 

Der var store og der var små. Der var gule og det var blå. Det var regnbuefarvede fisk og der var pastelfarver, neonfarver, varme brunlige nuancer, gennemsigtige – der var alle mulige former og faconer. Ja det var virkelig et eldorado og jeg var fuldstændig betaget. Da jeg hilste på den store skildpadde smilte jeg tilbage til den, men her kom man decideret til at grine. Hvilket ikke er helt nemt med snorkel …

Sidste stop var en helt anden oplevelse. Her kom vi ikke helt så tæt på dyrene, men havde til gengæld det større billede med koralrevet som baggrund, så her flød vi nærmest bare rundt og lod os underholde. 

Om vi har billeder af havskildpadderne, og de virkeligt farvestrålende og fotogene fisk, der spiser af vores hånd? Og af koralrevet?  Ja, det var vi da. Masser. De ligger bare på havets bund sammen med kameraet. Og sådan er der jo så meget ..

Til gengæld gik jeg en tur med min telefon, da det blev lavvande på stranden om eftermiddagen, og her udfoldede sig også et rigt dyreliv. 

.

.

.

.

.

.

.

lt sammen levende og med egne øjne set i bevægelse. Noget også spiseligt åbenbart, for disse tre små samlere. 

Gili Trawangan. Gili T. Eller slet og ret GT. 

 .

Vi er kommet til den største af de tre Gili øer, der teknisk set hører til Lombok, men som man også kan komme til fra Bali på en god time i speedbåd. Tilhøret til Lombok ser man tydeligt, da øerne er muslimske – ligesom resten af Indonesien, bortset fra Bali. Det betyder, at de små hinduistiske offergaver, der ligger alle vegne på Bali, slet ikke er en del af bybilledet her. Til gengæld er vi velsignet med en minaret, der kaster sine bønner ud over byen dag og nat. Vi har nu været her i tre dage, og er så småt ved at vænne os til, ikke at høre det, lige som man (nogle) kan vænne sig til at bo ved siden af en jernbane. Morgenvækningen kl. 5.15 kunne vi dog godt være foruden

Her er skønt. 

Giliøerne lever udelukkende af turister, så jeg var noget spændt på, om her var til at holde ud. Det er det! 

For det første rejser vi i sæsonen, men det er endnu ikke højsæson, så her er på ingen måde overrendt. Og efter Lovina og Amed, hvor vi begge steder har boet et godt stykke væk fra “alting”, er det også dejligt med lidt liv omkring os. 

Stjernegaard har endnu engang fundet et virkelig dejligt hotel til os. Vi bor i den nordlige ende af øen, i udkanten af det område, hvor restauranter og barer ligger side om side langs hele kysten. Perfekt. Vores værelse – og særligt badeværelse – er virkelig stort og luftigt, og vores “hus” ligger sidst på vejen, så der kommer ingen forbi. 

.

Jeg ved ikke, hvorfor man har ofret så mange km2 på badeværelset, men det bliver virkelig smukt, når den indbyggede have er kommet sig helt over regntiden, og står i fuldt flor. 

Også her blev vi budt velkommen med et kvarters massage, og hver eftermiddag er der gratis “afternoon tea” med hjemmelavede kager i receptionen, der ligger med udsigt til havet – og naturligvis er udendørs. 

Vi lever en del af vores tid på stranden, hvilket faktisk hører til sjældenheder for vores vedkommende. Men det er hér, hele Gilis berettigelse er, for havet er så rigt udstyret med farverigt dyreliv, og vandet er så varmt, rent og klart, at det et en fornøjelse et opholde sig i. At vi så vælger skyggen, når vi ikke er i vandet, er en helt anden sag. 

Gili T er en lille ø på 3,6 km2 (faktisk betyder Gili “lille ø”), så da vi i går gik den halve ø rundt, var det egentlig ikke en stor bedrift, men for hulen det var varmt. Så havde vi jo til gengæld den perfekte undskyldning for at tage nogle pitstops undervejs, og både deres friske juicer og den lokal øl Bintang er vældig gode. Det var sjovt at se så stor forskel der er, på sådan en lille ø. Vi bor på den nordlige østkyst, hvor stranden er fin, og snorkling direkte fra stranden fantastisk. Den vestlige kyst et ganske uinteressant, og vandt ikke specielt lækkert at bade i. 

Så ikke så overraskende foregår det meste liv på østkysten, og her er det til gengæld et studie, når man går en tur ned ad hovedgaden. 

Byen starter ude i vandet, hvor havet byder på koralrev, nærmest over det hele. Lidt længere ind ved kysten er bunden fyldt med forstenede koraller, hvilket givet den helt specielle, turkise farve til vandet. Selve stranden er fint, sandfarvet sand, og ikke det mørke lavasand, som vi har oplevet på det meste af Bali. 

5-6 meter oppe fra kysten har hotellerne deres liggestole stående, og lige bag dem kommer bordene til restauranten. Så kommer hovedgaden, og på den anden side af dén ligger, i vores ende af byen, hotellerne. Længere mod syd er billedet mere præget af barer og restauranter. Overalt ligger dykkercentrene, massagestederne, snorkel-turbåde-kioskerne og tingeltangelbutikker strøet med rund hånd. Hotellerne er oftest Villas, som er små sammenhængende værelser i ét plan, og her er ingen etagehoteller overhovedet. 

Hovedvejen, som i øvrigt er en smal, sammenstampet grusvej, er lige præcis bred nok til, at der kan komme to smalle hestevogne forbi hinanden. For på Gili findes ingen motoriseret trafik, så her er ingen af de evindelige scootere, som præger bybilledet, og lydbilledet, på Bali. Til gengæld er her et virvar af hestevogne, cyklister (nogle af dem førstegangs!) og håndtrukne kærrer, for der er naturligvis heller ikke maskiner til det arbejdende folk 

.

De lokale gadekøkkener sælger alt muligt, fra grillede majskolber over underlige kødboller på pind til “magic mushrooms” 😉

Fra butikker og restauranter lyder musik og skramlen, fra de handlende lyder stille opfordringer til at se, og gerne købe, deres helt “unikke” varer, overalt bliver man tilbudt massage og leje af snorklingudstyr og cykler og selvom det måske lyder hektisk, er det det egentlig ikke. Her er i det hele taget en glad stemning af tilbagelænet coolness og en farverig tilgang til verden. I like. 

Bali har to årstider – sommer og regntid. Vi er kommet på det, for vores vedkommende, bedste tidspunkt, nemlig lige i starten af sommersæsonen, hvor hverken varmen eller mængden af turister er for overvældende. Til gengæld er denne sommer indtil videre mere våd end sædvanligt, og vi har haft et par hæftige regnskyl de sidste dage. Men vi har været usigeligt heldige at være under tag, hver gang det et sket. 

I går besluttede vi os for at få en tur nord for byen, hvor der skulle være nogle gode stier ind igennem rismarkerne. Det snuskede lidt, da vi gik hjemmefra, men det holdt tørt – indtil cirka 10 minutter efter vi havde sat os ind for at spise frokost. Så stod det ellers ned i lårtykke stråler. Så vi bestilte lidt mere mad og ventede tålmodigt på ophold. Da vi kunne se, at de lokale risbønder kom trissende ud fra deres ly igen, vurderede vi, at det nu var sikkert at bevæge sige udenfor igen. Og vi havde heldigvis ret. Vi nåede lige præcis hjem i tørvejr, inden det brød løs igen. 

 

I dag gik vi sydpå, for at finde en landsby, der hedder Mas, som er særligt kendt for deres træskærearbejder. 

Det endte med at blive en skøn tur, lige præcis på den måde, som jeg bedst kan lide at være turist, nemlig at gå rundt og se, hvad der sker. I dag kom vi igennem et par små landsbyer, og hvis der overhovedet findes steder på Bali, hvor der ikke kommer turister, er det her, tror jeg. Ikke en eneste restaurant eller butik kom vi forbi på vejen – kun de små interimistiske skure, hvorfra de sælger alt muligt lokalt – til lokale. 

Til gengæld havde vi stor underholdning fra alle de drenge, der løber rundt og sætter deres drager op. 

Nu ligger de trætte ben på bordet, mens jeg sidder på terrassen og betragter, at det pi…. ned igen. Det finder vi os ikke i, så i morgen rejser vi videre nordpå.