Gili Trawangan. Gili T. Eller slet og ret GT.

Gili ligger skønt, med udsigt til Lomboks bjerge i baggrunden
.
Vi er kommet til den største af de tre Gili øer, der teknisk set hører til Lombok, men som man også kan komme til fra Bali på en god time i speedbåd. Tilhøret til Lombok ser man tydeligt, da øerne er muslimske – ligesom resten af Indonesien, bortset fra Bali. Det betyder, at de små hinduistiske offergaver, der ligger alle vegne på Bali, slet ikke er en del af bybilledet her. Til gengæld er vi velsignet med en minaret, der kaster sine bønner ud over byen dag og nat. Vi har nu været her i tre dage, og er så småt ved at vænne os til, ikke at høre det, lige som man (nogle) kan vænne sig til at bo ved siden af en jernbane. Morgenvækningen kl. 5.15 kunne vi dog godt være foruden 
Her er skønt.
Giliøerne lever udelukkende af turister, så jeg var noget spændt på, om her var til at holde ud. Det er det!
For det første rejser vi i sæsonen, men det er endnu ikke højsæson, så her er på ingen måde overrendt. Og efter Lovina og Amed, hvor vi begge steder har boet et godt stykke væk fra “alting”, er det også dejligt med lidt liv omkring os.

Dette billede er taget lige nu, imens jeg skriver dette (er krøbet i skygge bagved solsengen). Ikke specielt turistet …
Stjernegaard har endnu engang fundet et virkelig dejligt hotel til os. Vi bor i den nordlige ende af øen, i udkanten af det område, hvor restauranter og barer ligger side om side langs hele kysten. Perfekt. Vores værelse – og særligt badeværelse – er virkelig stort og luftigt, og vores “hus” ligger sidst på vejen, så der kommer ingen forbi.
.

Jeg ved ikke, hvorfor man har ofret så mange km2 på badeværelset, men det bliver virkelig smukt, når den indbyggede have er kommet sig helt over regntiden, og står i fuldt flor.

Også her blev vi budt velkommen med et kvarters massage, og hver eftermiddag er der gratis “afternoon tea” med hjemmelavede kager i receptionen, der ligger med udsigt til havet – og naturligvis er udendørs.

Vi lever en del af vores tid på stranden, hvilket faktisk hører til sjældenheder for vores vedkommende. Men det er hér, hele Gilis berettigelse er, for havet er så rigt udstyret med farverigt dyreliv, og vandet er så varmt, rent og klart, at det et en fornøjelse et opholde sig i. At vi så vælger skyggen, når vi ikke er i vandet, er en helt anden sag.
Gili T er en lille ø på 3,6 km2 (faktisk betyder Gili “lille ø”), så da vi i går gik den halve ø rundt, var det egentlig ikke en stor bedrift, men for hulen det var varmt. Så havde vi jo til gengæld den perfekte undskyldning for at tage nogle pitstops undervejs, og både deres friske juicer og den lokal øl Bintang er vældig gode. Det var sjovt at se så stor forskel der er, på sådan en lille ø. Vi bor på den nordlige østkyst, hvor stranden er fin, og snorkling direkte fra stranden fantastisk. Den vestlige kyst et ganske uinteressant, og vandt ikke specielt lækkert at bade i.
Så ikke så overraskende foregår det meste liv på østkysten, og her er det til gengæld et studie, når man går en tur ned ad hovedgaden.
Byen starter ude i vandet, hvor havet byder på koralrev, nærmest over det hele. Lidt længere ind ved kysten er bunden fyldt med forstenede koraller, hvilket givet den helt specielle, turkise farve til vandet. Selve stranden er fint, sandfarvet sand, og ikke det mørke lavasand, som vi har oplevet på det meste af Bali.
5-6 meter oppe fra kysten har hotellerne deres liggestole stående, og lige bag dem kommer bordene til restauranten. Så kommer hovedgaden, og på den anden side af dén ligger, i vores ende af byen, hotellerne. Længere mod syd er billedet mere præget af barer og restauranter. Overalt ligger dykkercentrene, massagestederne, snorkel-turbåde-kioskerne og tingeltangelbutikker strøet med rund hånd. Hotellerne er oftest Villas, som er små sammenhængende værelser i ét plan, og her er ingen etagehoteller overhovedet.

Når man er cirka to meter høj, og i øvrigt allergisk, er små hestevogne ikke det bedste man ved
Hovedvejen, som i øvrigt er en smal, sammenstampet grusvej, er lige præcis bred nok til, at der kan komme to smalle hestevogne forbi hinanden. For på Gili findes ingen motoriseret trafik, så her er ingen af de evindelige scootere, som præger bybilledet, og lydbilledet, på Bali. Til gengæld er her et virvar af hestevogne, cyklister (nogle af dem førstegangs!) og håndtrukne kærrer, for der er naturligvis heller ikke maskiner til det arbejdende folk

Her må det være noget meget tungt, der slæbes, for de plejer ikke at nøjes med én sæk ad gangen
.

De lokale gadekøkkener sælger alt muligt, fra grillede majskolber over underlige kødboller på pind til “magic mushrooms” 😉

Fra butikker og restauranter lyder musik og skramlen, fra de handlende lyder stille opfordringer til at se, og gerne købe, deres helt “unikke” varer, overalt bliver man tilbudt massage og leje af snorklingudstyr og cykler og selvom det måske lyder hektisk, er det det egentlig ikke. Her er i det hele taget en glad stemning af tilbagelænet coolness og en farverig tilgang til verden. I like.

Synes godt om dette:
Like Loader...