og så er den næsten glemt, men er her stadig og hviler godt i sig selv. Nu bliver den mest brugt til at hjælpe min hukommelse, så helt glemt er den ikke.Ønsker jer alle en dejlig sommer.

Jeg elsker sommertiden. Det er i de måneder jeg føler jeg lever. 7 måneder med forskydning af lyset, så det udnyttes til fulde. Lykke er. Der er virkelig mange, som hader når urene stilles en time frem, som ikke kan få deres indre ur med i omstillingen. Det kan jeg – har ingen problemer med det overhovedet – glæder mig vildt til lyset. Det eneste jeg bare aldrig har forstået, var da man i sin tid forlængede perioden til at have oktober med. Det giver ingen mening. Man kunne lige så godt have sommertid hele året rundt og så undgå 5 måneders vintertid.

Og så var det bare for at sige, at jeg er her fortsat. Håber at I alle har det godt derude og ønsker jer et vidunderligt lyst forår og sommer.

blev jeg i selskab med dem, som jeg holder af, og alle mine ønsker blev opfyldt. Kan det blive bedre? Vi havde inviteret vores børn og deres kærester, min bror og vores venner med til Sicilien, hvor vi havde lejet et hus med plads til 12 personer. Huset lå et godt stykke oppe af Etna, så udsigten over Taormina og Riposto var formidabel.

Jeg havde ønsket mig en italiensk frokost med alt godt fra havet, inkl. min yndlingsret spagheti Vongole samt til dessert Tiamisu, serveret på en rødternet dug og med en big mamma, ala italiensk bondekone, som kok. Det blev til to dejlige kokke i stedet, som bare serverede den ene lækre ret efter den anden.

Vejet var i humørsyge – tænk – så vi valgte at spise indendørs, selvom jeg havde ønsket et langbord udendørs, se hvorfor:

Selvom jeg nu betragtes som gammel, så blev overgangen ikke så forfærdelig som frygtet. Trods alt.

på Vor Frue Plads i København, og denne gang med Svigerinde og Veninde. Det er godt nok over en måned siden, men billederne taler for sig selv, og jeg kan kun opfordre alle til at nyde dette marked til næste år. Det er en fryd at gå blandt (og købe) disse lækre håndarbejder og få en uforplingtende samtale med kunstneren bag.

Jeg måtte eje en af Vibeke Krogs smukke vaser og det blev til den her:

Jeg har i rigtig, rigtig mange år, ønsket at besøge mange af Danmarks øer. Samsø, Læså, Fanø, Rømø, Anholt, Bornholm (igen) osv. osv. Vi fik begge mulighed for en ekstra fridag på en fredag, så vi kørte mod Kalundborg og tog færgen over til Samsø, hvor vi havde booket ind til et weekendophold. Dette inkluderede 2 overnatninger, aftensmad fredag, morgenbuffet lørdag, aftensmad lørdag og morgenbuffet søndag.

Jaaaaaamen for dælen det var fantastisk. Maden var bare så superdejlig, personalet venligt og imødekommende, stedet pragtfuldt. Lørdag tog vi så rundt på HELE Samsø, var i stort alle byer fra top til bund og øst til vest. På Ballen Badehotel blev anbefalet at spise frokost på “1771”, og den anbefaling giver vi meget gerne videre. Total fin oplevelse.

Du kan klikke på billedet af Ballen Badehotel og “de 4 billeder”, og du vil komme til de respektive hjemmesider.

En landmand på Samsø synes at grøftekanten op til hans mark, skulle se sådan ud:

on and off. Mest off de sidste mange år. Men pyt, jeg er her og det er du også.

Du min elskede igennem 32 år og lidt til. Vi har lige planlagt en 120 års fødselsdagsfest/internat. 60 år til os hver. Vi indhentede tilbud på et arrangement med deltagelse af ca. 60 gæster med spisning og overnatning fra 4 forskellige steder i nærheden. Valget er truffet og nu glæder vi os til at “gøre gengæld”. Tænk det sagde min mand. Men gør man fortsat det i dag? Gør gengæld, holder fest for dem, som man har været til fest hos? Vi har aldrig holdt store fester – eller jo, der var lige en konfirmation og en nonfirmation – men ellers ikke.

Nu holder vi en fest af lyst. Vi glæder os til vores fælles fødselsdagsfest, selvom det først er til næste år. Men, hvor er det bare dejligt at have noget at glæde sig til, noget at se frem til.

Jeg har fået en feriehund. Dejligt nu, hvor jeg atter er arbejdsfri, og dermed kan blive trukket ud af døren og få lidt lys og luft.

Hvor er det dog bare utroligt, hvordan sådan en gammel dreng på 10 år, meget hurtigt falder til og passer på mig – hele tiden.

Til jer, som følger mig fortsat her, ja så bliver der længere og længere og meget længere mellem nye indlæg. Men det er jo fordi, jeg har meget svært ved at lukke og slukke helt. Bloggen har jo haft en fantastisk mission og jeg har så meget glæde af “de gamle tøser” fra den gang, fortsat. Ønsker jer alle en god sommer og lige pludseligt, er der nok lidt nyt igen.

har fundet sin plads her i huset og helt uden tomater. Her kommer trin for trin med lidt kommentarer:Køb eller lav selv din pizzabund og skær 2 squash i tynde skiver.Kom mozzarella på og drys godt med salt og peber. Rist en pose pinjekerner – pas på med for høj varme – og drys dem på. Rist lidt kylling eller kom italiensk parmaskinke i strimler på. Det sidste er bedst. Det er det første der er på billedet. Kom reven parmasan og frisk hakket rosmarin på. Stil pizzaen i en opvarmet ovn på 200 grader i ca. 23-25 minutter og nyd resultatet.

Til slut skal I lige se min rosmarin:

i hele 5 dage. Jens ville, jeg ville ikke. Jens har villet i 32 år, jeg har ikke villet i samme antal. Men han ville have mig med og ikke et af vores børn eller en ven. Jamen, hvad gør man så ikke? Det blev, som jeg vidste det ville blive. Hotellets standard var totalt i bund, trods det at vi havde valgt et 4-stjernes. Carios befolkning har givet op. Det er et totalt opgivende folk, og man forstår dem. Der er intet og det der er ligner en losseplads. Nye bygninger (som ser ud til aldrig at blive færdige) bliver bygget ovenpå lossepladser. Der er affald over alt. Der er intet organiseret renovation, men der går flok rundt og samler skrald op med hænderne, og håber på lidt penge fra forbipasserende. Vi var de eneste turister, så vi blev snydt og bedraget konstant. Det gjorde ikke så meget, håber bare af nogle af pengene går til mad og lidt ekstra til en eller anden familie.

I tre dage hyrede vi en taxachauffør til at køre os sikkert rundt og til at kunne holde folk lidt på afstand. Pengene var givet godt ud og chaufføren havde en fest. Han kørte os også i lufthaven, meget tidligt, selvom det var hans fridag. På billedet ses vores chauffør, siddende på bagsmækken og venter pænt på herskabet skal indfinde sig.

  Endelig fik Jens set sine pyramider. På billedet ses de 4 i Giza. Vi kørte også sydpå og så rigtig mange.

  Jens med chauffør og guide.

  Sydpå var vi også de eneste turister. Fordelen var, at der ikke var køer nogen steder og at vagterne lavede te til os ude i ørkenen.

  Jens den lykkelige.

   Ham her snød os mest, men vi fik en god tur.

  Fra ca. 30-35 km syd for Cairo.

Skønt at se Bornholm, så var vi trygge igen og glade for at være kommet hjem i hel tilstand.

og denne gang var det 3. gang. Indbrud efter indbrud efter indbrud. Psyken bliver nedbrudt, hjemmet bliver nedbrudt og overgrebene fortsætter i en lind strøm. Vi har snart gjort alt, men nu må vi tænke endnu mere ud af boxen og blive endnu mere kreative, for DET ER IKKE TIL AT HOLDE UD. Tømreren fra forsikringsselskabet har lige inspiceret det foretrukne vindue, som hver gang bliver ødelagt og brudt op. Han foreslår jernstænger på tværs. Det bliver da et fængsel og skal det være sådan?

Sidste gang fik vi installeret alarm med følere i stort set alle rum samt på vinduerne. Det er indbrudstyven åbenbart blevet vred over, for den havde “han” trukket ud af væggen og smidt på gulvet. Alarmrelæet holder nu ikke op med at larme af at blive ødelagt, men fortsætter i en evighed inkl. den udendørs alarm, som adviserer naboerne.

Men alarmen har haft sin effekt. Der var ikke ødelagt så meget som sidst og der var “kun” stjålet nogle pads og en mobil. Kun og kun for det var min julegave og det er TIDEN, som bagefter skal bruges på Politi, forsikring, håndværkere og psyken som atter får et knæk.

Jeg havde ellers haft en dejlig fridag. Satte alarmen på 08:11 og kørte til et værksted tæt herpå, hvor jeg skulle sætte min egen bil og hente datterens bil og køre den til København.

Indbruddet sker kl. 08:53.

Hvis simkortet, som hører med til en alarm, havde virket, var jeg kørt retur og ringet til nabo og Politi. Men det virkede ikke. Jeg kørte derfor først til Hillerød og fik formiddagskaffe med mor. Kørte videre til datterens arbejde – teateret Republique – hvor jeg så Symfoniorkesteret bakke skuespiller Jens Jørn Spottag i den nye forestilling: Stravinskijs Ildfuglen

Vi gik på cafe og fik en dejlig frokost. Fra teateret spadserede jeg til Østerport Station, købte billet til Roskilde (enkeltbillet kr. 96), hvor jeg tog bussen ud til mandens arbejde. Herfra til bilværkstedet, hvor jeg tog min bil hjem og IGEN kom først til et hus med alle døre åbne.

Godt nok utroligt, hvad man kan nå på 8 timer, når man ikke er på arbejde.

Og så er der atter åben for kommentarer. En fantastisk fyr har fixet det hele. Thats what friends are for

Update den 11.01.2016: og det er der så ikke helt alligevel. Der kom lige en superreparatør ind over, så der er igen åben for kommentarer 🙂

for kommentarer over hele linjen, meget, meget stort desværre. Men sisterbonde.dk er blevet hacket og i løbet af 2 dage modtog jeg omkring 300.000 spammail. Den dumme hacker, havde fjernet alle plugins inkl. spamfilteret Akismet.

Den eneste løsning er at starte fuldstændig forfra, og det har jeg ikke mod på – lige nu – så derfor er der desværre lukket. At lukke sisterbonde.dk helt ned var også oppe at vende, men da jeg har stor glæde af at bruge bloggen som “husker”, ville det være totalt ærgerligt.

Tak for alle jeres kommentarer og tak til de evigt trofaste læsere.

dag for dag, dag for dag. Og bliver gladere og gladere for at være i Rom. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange de smukke gader er vandret tynde, og at jeg hver eneste gang har fornemmelsen af, her har jeg ikke gået før. Det lige indtil billederne fra turen skal bearbejdes og sættes i system, så synes man, at man har set det samme motiv.

Begge billeder er fra oktober, det ene 2013 og det andet fra 2015. Dog ses der tydeligt en forskel på bagpartiet, som i 2013 var udsat for en kraftig kur og som nu næsten har taget det hele retur.

Men pyt.

Andet bliver bedre og bedre, eller det kan der måske være delte meninger om, men se lige:

Det øverste billede er malet af min mors fætter Mogens Hellum, som er et stort navn nord for Limfjorden. Han kan ikke få et billede tørlagt, før det er solgt. Jeg købte billedet af nostalgiske grunde, men var meget ked af den skæve horisont. En af mine kæpheste, når der tages billeder. En horisont må og skal være lige – basta.

Billedet hang og ventede det rette tidspunkt, så det kunne komme retur til Nordjylland og få en lige horisont påført. Min gode ven Poul Esting, tog det med til sit malerværksted i Stubbekøbing, og jeg så ikke billedet i over et halvt år, hvorefter det kom retur med lidt mere end en næsten lige horisont.

Jeg elsker det og billedet er nu kommet retur til Sæby, hvor det hænger i min mors nyindkøbte Strandgadehus i Sæby.

Det var lidt om størrelser, forandringer og pyt.

Vi var inviteret til vores datters venindes bryllup, altså til overværelse af vielsen samt reception bagefter. Brylluppet blev holdt på en torsdag og vielsen kl. 11:00, derfor takkede nej-tak. Det skulle vi aldrig have gjort, eller teværtifal ikke mig.

På selve bryllupsdagen er jeg på arbejde, og ringer til datteren og beder hende sende et billede af hende og kæresten. Jeg ville bare så gerne se, hvor flotte de var i deres fine dress!!!! Datteren siger, at det kan hun da ikke, for lige nu er hun hos frisøren, hvor bruden får sat hår. Og jeg får den information at hun skal være brudepige og kæresten allerede står i kirken, for han skal være “the best man”.

Klokken var 09:45 og jeg var tæt på at skrige, at jeg kører med det samme. Det sagde mine arbejdskollegaer også, at jeg bare skulle gøre. Men det var totalt umuligt at nå ind til hovedstaden og være der til tiden, men for dælen, hvor ville jeg gerne have set dem i kirken inkl. brudeparret.

Men nu har jeg nydt billeder af det smukke brudepar samt brudepige og best man, som også var dagens/aftenens toastmastere (det vidste jeg heller ikke). Derudover tog datteren de officielle bryllupsbilleder. Ja, ja, ja jeg ved det godt. Det her er totalt pral fra en meget, meget stolt mor og måske bliver det snart min tur til at overvære et bryllup, for datteren greb brudebukketten.

Bare en lille hverdagshistorie, så I trofaste ved, at jeg fortsat er her.

lige så langsomt og det mærkes.

Sidste år mistede vi furie-Irene og for få dage siden mandagspige-Anne. ALT, alt for tidligt. Kvinder i deres bedste alder. Jeg kendte “kun” Irene gennem ord, men Anne har jeg haft besøg af samt gæstet nogle gange i hjemmet i Sorø. Men os “gamle” blogdamer har en skjult samhørighed. Vi skabte i sin tid en blogfamilie, hvor vi holdt af- og sammen gennem det skrevne ord. Vi bekymrede os, når en blogger ikke havde skrevet i lang tid, så gik kæden i gang. Nogle af os “gamle” gør det heldigvis fortsat, og jeg glædes over det.

I dag er link slettet til de bloggerne, som af ulyst og andre grunde ikke skriver længere. Listen blev herefter meget kort. Nye medier har overtaget som f.eks. facebook, Intagram, twitter. Den blogverden, som jeg for 8 år siden fandt og blev ufattelig glad for, havde brug for, er ikke mere. Enkelte holder fast og hvor er det dejligt. Det er som at komme hjem til en dejlig varm stue, når man (for mit vedkommende) endelig får sat sig bag skærmen og læser igennem de velkendte blogs.

Ære være Irene og Annes minde.

er en opera af Verdi, og så behøves der ikke skrives så meget mere, for alt står beskrevet rundt omkring, bl.a. her: http://www.out-and-about.dk/visnyhed.asp?id=6017#.VXWW4tKvHRY

Det særlige ved denne operaforestilling var, at jeg for et lille års tid siden, tabte et væddemål til min lillebror. Den der tabte måtte bestemme, hvad vinderen skulle. Min bror, som er tømrer, har aldrig set en opera og aldrig været i Operaen. Derfor blev præmien en tur i Operaen, da der er så meget smukt forarbejdet træ at skue.

Brormand tager billeder

Min bror er ikke udstyret med den størte tålmodighed, der skal helst ske noget – HELE tiden. Så hvis en ventetid bliver for lang, vil du altid se min bror påmonteret div. elektronik såsom Ipad, minipc, mobiltelefon osv. osv. Tiden skal ikke gå til spilde.

Jeg indrømmer blankt, at jeg havde frygtet, hvordan han ville klare 3 timer og 40 minutter indespærret i Operaen. Kunne lige forestille mig, hvordan han klappede på “de forkerte tidspunkter”, råbte et eller andet ud i hele salen, f.eks. “se nu at komme videre”. Men det gjorde han ikke.

Det var kun i pauserne han kommenterede det puplikum, som jo er en del oppe i årene, indtil jeg gjorde ham opmærksom på, at han selv nærmer sig den grå guldalder.

I pauserne blev der taget mange billeder af det smukke operahus. Under denne forestilling var der fuldt hus, og det er dejligt når der skal klappes til sidst. Klapningsseancen elsker jeg helt vildt. Fingerne skal helst snurre i flere timer efter endt klapning – så var det godt. Denne gang blev klapningen dog ødelagt en lille bitte smule, da et ældre ægtepar på rækken foran os, absolut skulle ud lige da klapningen startede.

Brormand klarede hele forestillingen i stiv arm, og til dig, som ikke har været i Operaen, giv dig selv den glæde og oplevelse. Det er fantastisk.