Brug af Apple Watch

Du vil sikkert gerne gå med Apple Watch hele dagen. Det er vigtigt, at du får den bedst mulige oplevelse ud af at bruge uret, og derfor har vi samlet nogle oplysninger om overfølsom hud, god pasform og korrekt vedligeholdelse.

Overfølsomhed over for bestemte materialer

Valget af materialer til vores enheder er baseret på stor omhu og grundig forskning.  Ud over at sikre, at alle materialer overholder de eksisterende regler, har vi udviklet vores egne specifikationer for Apple Watch, der går ud over disse krav.1 Faktisk har alle materialer, der rører din hud, været gennem en omfattende vurdering ud fra vores specifikationer.2 Det gælder bl.a.:

  • Tusindvis af test af materialesammensætninger
  • Mere end tusind prototyper til forsøg
  • Hundredvis af toksikologiske vurderinger
  • Rådgivning fra anerkendte hudlæger

Nogle få mennesker reagerer på kontakt med bestemte materialer. Det kan skyldes allergi, miljøfaktorer, længerevarende kontakt med irritationsfremkaldende væsker som sæbe og sved m.m. Hvis du ved, du har allergi eller følsom hud, skal du være opmærksom på, at Apple Watch og nogle af remmene indeholder følgende materialer:

Nikkel. Apple Watch, den grå og rosaguld model af Apple Watch Sport (aluminium), dele af Apple Watch-remmene i rustfrit stål, metaldelene af Hermès-remmene samt magneterne i uret og remmene indeholder en vis mængde nikkel. Det ligger dog under de skrappe grænser for nikkel, som er fastsat i den europæiske REACH-forordning. Selv om det er usandsynligt, at nikkeleksponeringen skaber problemer, skal du dog være opmærksom på risikoen for, at du udsættes for nikkelreaktioner.

Metakrylater. Apple Watch-urkassen, det vævede nylon, Milanoremmen, moderne spænderemme og læderremme indeholder spormængder af metakrylater fra klæbemidler. Metakrylater findes i mange forbrugerprodukter, der kommer i kontakt med huden, f.eks. selvklæbende bandager. Nogle personer kan være overfølsomme over for dem eller udvikle overfølsomhed med tiden. Apple Watch og remmene er designet, så dele med metakrylater ikke kommer i direkte kontakt med din hud.

En anden mulig årsag til ubehag er, at Apple Watch sidder for stramt eller løst. En meget stram rem kan irritere huden, mens en rem, der er for løs, kan slide på huden. Hvis du oplever rødme, hævelse, kløe eller andre former for irritation, er det en god idé at kontakte en læge, inden du bruger Apple Watch igen.

Bedre pasform giver bedre målinger

Du får de bedste resultater med Apple Watch, når bagsiden af uret har hudkontakt, så du kan bruge funktioner som Wrist Detect, Taptic Engine og pulsmåleren. Apple Watch sidder behageligt, når det har den rigtige pasform – ikke for stram, ikke for løs og med plads til, at huden kan ånde. Du skal bare lade sensorerne gøre deres arbejde. Det er en god idé at stramme Apple Watch-remmen til træning og derefter løsne den, når du er færdig. Desuden virker sensorerne kun, når du bruger Apple Watch på oversiden af håndleddet.

For løst.

Hvis Apple Watch ikke sidder fast, eller hvis sensorerne ikke læser din puls, skal du spænde remmen lidt.

 

Perfekt.

Apple Watch skal sidde tæt, men komfortabelt.
 

 

Vedligeholdelse og rengøring

Hold både Apple Watch og remmene rene og tørre, hvilket giver bedre komfort og sikrer, at de ikke bliver beskadiget. Huden skal også holdes ren og tør. Det er især vigtigt efter træning, eller hvis uret og remmen udsættes for væsker som sved, sæbe, solcreme og creme, der kan forårsage hudreaktioner.3

Rengør Apple Watch med en blød og fnugfri klud. Du kan fugte kluden med vand fra hanen, da Apple Watch er vandafvisende.

Hvis du har et Apple Watch Hermès, skal du se følgende instruktioner i at rengøre og bruge Apple Watch Hermès-remme.

  1. Læs mere om Apples begrænsninger for ure
  2. Hvis du har et Apple Watch Hermès, skal du se følgende instruktioner i at bruge Apple Watch Hermès-remme.
  3. Apple Watch er vandafvisende, men ikke vandtæt. Eksempel: Du kan have Apple Watch på under træning, i regnvejr, og mens du vasker hænder. Det anbefales dog ikke at nedsænke Apple Watch i vand eller en anden væske. Apple Watch er klassificeret som IPX7-vandafvisende i henhold til IEC-standarden 60529. Læderremmene er ikke vandafvisende.

 

Sidst ændret: